Den bornholmske familie kan dække op til ti med BTs sølvfade.

Fem gange vandt Henrik Jørgensen Eremitageløbet i perioden 1985-90. Mette Holm Hansen scorede hattrick 1983-85. Og datteren Anna Holm Baumeister, 27, har vundet klassikeren i Dyrehaven de sidste to år.

Nu prøver Anna, om hun kan gøre moderen kunststykket efter og vinde den tredje sejr på stribe. Og slår hun Mettes familierekord på 45.48, er det prikken over i’et. I 2014 var hun fire sekunder fra.

»Rekorden blæste væk i modvinden op til slottet,« mindes Anna.

Inden det 47. E-løb søndag 4. oktober deltager hun søndag 13. september i DM i Copenhagen Half Marathon. Hun er i fuld gang med karrierens bedste sæson og satser på en forbedring af sin personlige rekord på 1.14.21.

Sæsonens vigtigste løb for den bornholmske pige bliver Frankfurt Marathon søndag 25. oktober.

Hun debuterede på sin fars favoritdistance sidste år i Frankfurt med løfterige 2.39.13 på en niendeplads på alle tiders danske rangliste og håber at forbedre den med et par minutter. Men hun har også stor respekt for de 42,195 kilometer.

»Det skal virkelig spille, hvis man skal løbe en god maraton. I foråret i Hamborg ramte jeg muren med et brag og udgik efter 34 kilometer. Det lærte jeg meget af,« siger hun.

17.000 er klar til årets største og festligste skovtur søndag 4. oktober i Dyrehaven, og det er stadig muligt at tilmelde sig.

Læs mere og tilmeld dig på elob.dk