Guldsmeden fra Frederiksberg er ikke for gammel til at have store mål, men i år er han kun tilskuer i skoven.

Aldersrekorden i Maj Invest Eremitageløbet er det store mål for guldsmeden fra Frederiksberg, 95-årige Vilhelm Schomacker. Og hvis de højere magter vil, tangerer han næste år dansk/canadieren Jan Eisenhardts rekord på 96 år fra 2002.

»Jeg ærgrer mig gul og grøn over, at jeg ikke kan løbe i år på grund af en irriterende og smertende akillessene. Jeg må nøjes med at kigge på i skoven 9. oktober, heppe på fem familiemedlemmer og se frem til løbet i 2017. Det er godt at have noget at gå efter. Jeg har sagt til min læge, at han skal holde mig i live,« siger den legendariske fighter.

Vilhelm Schomacker fik et par løbesko i fødselsdagsgave af sine børn som 50-årig. Året efter debuterede han i Eremitageløbet. E-dagen har siden været en familiefest i skoven. Da han fyldte 90, fik han også et par løbesko. Denne gang af kammeraterne på gymnastikholdet.

»Jeg savner mine løbeture rundt om søerne, men jeg kommer igen,« fastslår han.

Vilhelm Schomacker blev i 2011 kåret af BT som årets mandlige eremitageløber.

Den næstældste, der har gennemført Eremitageløbet, er bornholmeren Charley Lassen. Slagteren fra Rønne løb sit sidste løb i Dyrehaven to måneder før sin 95 års fødselsdag.

En af de ældste deltagere i det 48. Maj Invest Eremitageløbet søndag 9. oktober er 87-årige Finn Kristiansen fra Thorsminde på landtangen mellem Vesterhavet og Nissum Fjord.

I to år har han været kaptajn på et familiehold med fire generationer, men i år er datteren Kitte, 62, skadet, så 'Team FUT', som det hedder efter Finn Kristiansens kælenavn i sin tid i Søværnet, bliver 'kun' på tre generationer. Han løber sammen med barnebarnet Thomas Mørk, 41, og oldebarnet Maya, 16.

Læs mere og tilmeld dig efterårets store motionsfest i Dyrehaven her.