Lyt til artiklen

For 86-årige Finn Kristiansen er søndagens Maj Invest Eremitageløb i bogstavelig forstand et familieløb.

Superveteranen fra Thorsminde på landtangen mellem Vesterhavet og Nissum Fjord skal løbe sammen med sin datter, Kitte Mørk, 61, barnebarnet Thomas Mørk, 40, og hans datter Maya, 15.

”Jeg glemmer aldrig sidste år, da alle fire generationer var med i Eremitageløbet for første gang,” siger Finn Kristiansen.

”Det var Kittes første Eremitageløb. Hun havde aldrig løbet så langt før. Vi græd begge af glæde, da hun kom i mål. Jeg var så stolt af hende.”

Familien kalder sig ”Team FUT” efter Finn Kristiansens kælenavn i sin tid i Søværnet, hvor han underviste i fysisk uddannelse og træning.

”Eremitageløbet er ikke bare en tur i skoven. Det er et helt specielt løb. Stemningen i Dyrehaven slår alt. E-løbet er en fantastisk måde for os at være sammen på,” siger familiens nestor.

Finn Kristiansen skal være med i E-løbet for 25. gang og elsker at holde sig i form. Han debuterede som maratonløber som 67-årig folkepensionist og skal løbe Athen Marathon til efteråret sammen med barnebarnet Thomas.

”Jeg var også med i Athen Marathon sidste år. Det var frygteligt varmt. Jeg fik hedeslag og udgik efter 23 kilometer. Nu prøver jeg igen,” siger han.

Finn Kristiansen er vant til at løbe i en stiv vestenvind ved Thorsminde og glæder sig til det noget mildere klima i Dyrehaven med en svag vind på E-dagen.

Og han glæder sig til at hilse på E-løbets alderspræsident, den 94-årige guldsmed fra Frederiksberg, Vilhelm Schomacker.

”Det er dejligt at se nogen i 90erne, der er så friske. Jeg håber at kunne fortsætte lige så længe som Vilhelm.”

Aldersrekorden har den nu afdøde dansk/canadier Jan Eisenhardt, som var 96 år, da han sidste gang deltog i E-løbet i 2002.

Bornholmeren Charly Lassen løb sit sidste E-løb i 2000 to måneder før sin 95 års fødselsdag.

I den anden ende af aldersskalaen er flere E-løbere på fire og fem år.

32 motionspionerer skal være med i Dyrehaven for 47. gang. De har været en del af verdens ældste motionsløb fra dag ét. Den ældste af dem er Jørgen Poulsen fra Valby.

Maj Invest Eremitageløbet er traditionernes løb. En årlig tilbagevendende begivenhed er kåringen af årets mandlige og kvindelige E-løber, som vil blive hædret på BT med BTs sølvfad og et kunstværk af maleren og grafikeren Gorm Eriksen.

Har du et godt emne, så send en mail til journalist Peter Fredberg, fred@bt.dk.