22-ÅRIGE ANDRÉ HOUDET.
22-ÅRIGE ANDRÉ HOUDET.

Det er kun to et halvt år siden, at André Houdet for første gang stod i et crossfitcenter i København. Nu er det hans skattefrie levevej.

»Hvis jeg bruger fem år hernede, kan jeg spare over en million op,« siger André Houdet.

Det hviner fra indendørsskoenes kontakt med betongulvets gummiunderlag. Dumpe lyde af vægte, der rammer gulvet blander sig med tung vejrtrækning, når et squat gennemføres. Det er lørdag, da jeg lykkes med at fange André Houdet på skype. Lørdag betyder fridag i Dubai. Og fridag betyder, at man ”kun” træner i tre timer med lidt pauser ind i mellem.

»I weekenden slapper vi af,« siger 22-årige André Houdet.

Han er lige blevet færdig med dagens weekendtræning, da han i blå tanktop siger hej til kameraet i sin telefon. Reb og bjælker hænger i loftet bag ham, og folk træner stadigvæk, mens vi taler. Han sidder i InnerFight. Crossfitboksen i Dubai, som han har en toårig kontrakt med. Fem dage om ugen træner han både om morgenen og igen om eftermiddagen, og hver uge træner han ti hold og har 25 personlige træninger. Alle tanker om videregående uddannelse er derfor sat på hold.

LÆS OGSÅ: Poker-stjernen Peter Eastgate: ”Jeg har vundet penge nok til resten af mit liv, men jeg vil jeg hellere have et arbejde, der giver mening”

»Jeg tjener godt, og jeg betaler ikke skat. Sidste måned, som var min første, fik jeg udbetalt 27.000 kroner. Den her måned er det nok over 40.000 kroner. Hvis man kan tjene over 40.000 om måneden, være 22 år gammel og ikke have nogen uddannelse – ja, det tror jeg ikke sker så mange andre steder i verden,« siger André Houdet.

Styrketræningen begyndte tidligt for fuldtidscrosfitteren, fordi han gerne ville kunne hjælpe sin lillesøster rundt. Hun er født med muskelsvind og sidder derfor i kørestol.

»Hun har altid været afhængig af andre. Hvis hun taber noget på gulvet, er hun afhængig af, at der er nogen, der samler det op. Hvis hun skal løftes et sted hen, så bliver man nødt til at være stærk for at kunne løfte hende. Det er også derfor, at al den træning startede tidligt, for der har altid været brug for, at jeg kunne løfte hende,« forklarer han.

LÆS OGSÅ: 140.000: Sådan føles det at flyve på første klasse

Men det er to og et halvt år siden, at André Houdet stødte på crossfit for første gang. Han gik i 3.G og spillede amerikansk fodbold på eliteniveau i Copenhagen Towers. I deres offseason holdt de sig i form med styrke- og konditionstræning, hvilket i bund og grund er fundamentet for crossfit. Det bragte dem til sidst i et crossfitcenter mellem sæsonerne.

”Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg syntes, det var en fed måde at træne på. Faktisk næsten federe end amerikansk fodbold. Så jeg begyndte at træne mere og mere, og den der offseason blev lige pludseligt mega lang. Jeg besluttede mig for at stoppe til amerikansk fodbold og gå all in på crossfit i stedet for,” siger André Houdet.

LÆS OGSÅ: Disse mærker vil rige mænd have

Han stoppede til amerikansk fodbold, da studenterhuen lå nogle måneder forude, og festerne og afslutningsarrangementerne var på deres højeste. Det virker umiddelbart som et stort miljøskifte at gå fra en holdsport til en sport, hvor det kun er dig selv og din egen styrke, der er i fokus.

»Jeg tror, det har noget med fremtiden at gøre. Amerikansk fodbold er en farlig sportsgren, og man kan hurtigt brække armen. Jeg har brækket mit kraveben to gange, håndleddet én gang og alle mine fingre. Håbet og motivationen er hele tiden at blive professionel. Og jeg kunne godt se, at chancen måske godt kunne være der, men der skulle ofres alt for meget. Jeg har boet i USA i et helt år for kun at spille, og jeg har været på utallige træningslejre og gjort alt, hvad man kunne for at spille amerikansk fodbold i Danmark,« siger André Houdet.

»Hvis det går godt til crossfit, så ved man, at det kun er en selv, der har lagt alt det hårde arbejde. Der kan ikke være noget med, at de andre også var gode i dag, eller at det bare var held. I crossfit findes held ikke, det er bare rent hårdt arbejde. Du er ikke afhængig af andres fejltagelser. Det er også derfor, jeg synes, det er så fedt.«

Studenterkørslen den sommer blev også sidste gang, han rørte alkohol. Crossfitlivet er som oftest ledsaget af palæokost, hvor man kun spiser, det naturen byder på. Ingen forarbejdet mad. Og André Houdet lever også nærmest udelukkende af grøntsager, frugter, nødder, kylling og fisk. Dog synder han lidt i forhold til palæoreligionen. Men det er ikke med vin og røde bøffer, men derimod ris og pasta.

»Engang imellem spiser jeg også kage. Jeg køber aldrig selv noget, men hvis der er nogen, der har fødselsdag, så holder jeg ikke igen. Generelt har jeg en rigtig høj forbrænding, så jeg tror ikke, der ville ske noget, hvis jeg spiste Mac Donalds hver dag, men det er ikke godt for min performance. Det der fungerer bedst er nok ikke at være for striks med alting, så bliver det for meget. Og det er ikke det værd. Men når det er sagt, så mealprepper jeg hver uge. For nogen er det nok en ret stram plan,« siger André Houdet.

Maden bliver altså minutiøst klargjort og pakket til en hel uge, så han er sikker på, at han får nok kalorier og de rigtige vitaminer til at præstere. Omhyggeligheden omkring maden er heller ikke helt fremmed for crosfitteren. Hans far er franskmand og travl kok, mens moren er dansker og arbejder som restauratør.

Efter gymnasiet ville André dyrke crossfit på fuld tid, men hans forældre havde et ønske om, at deres børn skulle tale fransk. Da han var blevet student, kørte hans forældre ham derfor til Paris, hvor han egentlig ikke havde andre planer end at han skulle lære at tale fransk. Da de satte ham af, havde han hverken job eller en seng at sove i. Det blev til tre dage på hotel, indtil han fik job på en café og et værelse tæt ved Eiffeltårnet helt uden bad og med toilet på gangen.

»Det var en lidt svær tid, fordi jeg ikke tjente særligt mange penge, og Paris er vildt dyr at bo i. Det var svært at spise ordentligt og træne ordentligt, men det lykkedes heldigvis,« siger André, der fik job som træner i et crossfitcenter i Frankrig. Da han kom hjem til Danmark igen førte det ham til jobs hos Crossfit Copenhagen, hvor han stod for programmeringen i deres centre.

Man kan sige, at der er lidt langt fra København, amerikansk fodbold i USA og trænerjobs i Paris til Mellemøsten. Hvorfor egentlig lige dyrke crossfit i Dubais ørken? Ifølge André Houdet var det også lidt af et tilfælde. Gennem internationale konkurrencer og træningslejre mødte han undervejs en række af folk, der havde gjort crossfit til deres levevej i Dubai med store penge og endeløse strande i udsigt. Det ville han også.

»Jeg skulle bare høre alt om det. De fortalte om deres arbejdsforhold, og hvor meget de tjener. Jeg tænkte bare, det er jo umuligt det der. At man kan lave noget, man elsker. I Danmark bliver crossfit ikke rigtig regnet for noget seriøst. Det er ikke et seriøst job at ville være crossfittræner. Her er det meget mere respekteret, og man gør en forskel for andre. Hver dag påvirker du andre menneskers liv og hjælper dem til at få et bedre liv gennem træningen. At spise bedre og sove bedre.«

Efterhånden blev André Houdet kontaktet af InnerFight, der ville vide, om han var interesseret, og efter to skype-samtaler og nogle e-mails frem og tilbage, spurgte chefen, hvornår han ville komme. På det tidspunkt var han lige kommet tilbage fra Paris sammen med sin franske kæreste.

»Hun skulle også lige være med på idéen,« siger han. For tyve dage siden fløj hun ned til ham og arbejder nu også som træner i InnerFight.

Crossfit er angiveligt stort i den arabiske emirat, fordi sheiken Mohammed bin Rashid Al Maktoums søn er helt vild med den intense sport. De kongelige sponsorerer derfor de fleste af konkurrencerne i landet, og Maktoums datter træner naturligvis selv i InnerFight.

»Der er sindssygt mange amerikanere og europæere, der dyrker elitecrossfit hernede og tjener kassen på at træne og undervise,« forklarer André Houdet, der egentlig har haft let ved at omstille sig til den arabiske kultur.

»Der er ikke så meget kulturchok. Der er selvfølgelig nogle ting, der er lidt mærkelige. Men for det meste er jeg inden i crossfitboksen, hvor vi både træner og arbejder, så det er egentlig minimalt, hvor meget jeg ser af de ting, der er lidt anderledes. Her er ikke så ekstremt hernede, som folk tror med religion og så videre. Det er værre i Saudi. Folk tager det mere afslappet her i forhold til at bede, og hvad de har på.«

André Houdet Instagram-profil vidner om denne crossfit-boble. Der er mildest talt ikke billeder af andet end tunge vægte, løbeture og svedige kroppe. Dog er der nogle få timer i døgnet, hvor han laver andet end at løfte og løbe.

»Vi tager på stranden, slapper af hjemme eller går i indkøbscentre. Jeg elsker at tage på café og drikke kaffe og slappe af, mens jeg læser bøger om marketing, og om hvordan man brander sig selv og bliver mere effektiv,« siger han og fortsætter:

»Jeg har ikke nogen fast løn. Jeg har ti hold fast om ugen, og de personlige træninger bliver jeg betalt kommission for. Der får jeg lidt mindre end 50 procent af, hvad kunderne giver for at komme. For holdene bliver jeg betalt per medlem, så det kommer an på, hvor mange mennesker der er på holdet. Derfor lærer man at brande og markedsføre sig selv. Folk skal kunne lide en, for ellers kommer de ikke på ens hold. Man skal investere i folk og interessere sig for dem. Jeg har været her i under to måneder, og jeg kan alle medlemmernes navne – og der er flere end 200.«

Når man spørger den unge crosfitter om, hvad der driver ham til at leve så struktureret et liv, så lægger han ikke skjul på, at han har et kæmpe drive for at vinde. Han får et kick af det. Han har altid dyrket sport og vil gerne vise sine forældre og sin søster, at man kan nå sine drømme, hvis man arbejder hårdt nok for dem. Og så var crossfit en passion, han delte med sin bror.

»For et år siden mistede jeg min storebror. Der kickstartede det hele for mig, for han var den eneste, der altid støttede hundrede procent op omkring min crossfit. Han var med til alle mine konkurrencer. Han døde i en ulykke i Schweiz, hvor han var ude at tage billeder. Han var også rigtig passioneret omkring hans fotografkarriere, og han gav ikke op. Vi havde talt en masse om de mål, jeg skulle sætte mig. Eksempelvis regionsmesterskaberne i Europa og Afrika. Det er rigtig svært, men det er det, jeg træner op til.«

»Jeg har fundet ud af, at livet er kort. Og hvis ikke man gør, det man elsker og omgiver sig med de mennesker, man holder af, så spilder man sin tid. Jeg var til en crossfitkonkurrence i Tyskland, da min mor ringede midt om natten. Jeg tog telefonen ved et tilfælde, og hun fortalte mig, at min bror var død. Hele mit liv ændrede sig lige der. Alt er anderledes nu, og jeg kan ikke leve det samme liv længere.«

Andrés fokus er rettet mod konkurrencer og træning, så længe kontrakten varer. Herefter har han en drøm om at blive selvstændig og opbygge sin egen virksomhed, og selvom han kan savne en gåtur om søerne i København, så virker Dubai som det rette sted at være for ham.

»Dubai er fremtiden inden for business, sociale medier og teknologi. Der er så mange penge her, så det betyder, at folk kan eksperimentere og satse mere. Jeg tænker hele tiden på at lære mere inden for forretning. Om fem år kunne jeg godt se mig selv starte mit eget af en art. Hvad det skal være, ved jeg ikke helt endnu. Det kan også være en franchise inden for den forretning, jeg er under nu,« siger André, der skal videre fra crossfitboksen og på stranden.

LÆS OGSÅ: 32-årige Henrik er hjertelæge og bacon-tester: "Jeg bliver betalt i bacon"

LÆS OGSÅ: Manden bag Minecraft blev mangemilliardær og ensom efter salg til Microsoft

LÆS OGSÅ: Karl Faurholt har skabt en forretning ud af at male og klippe i designer-sneakers

Artiklen er oprindeligt bragt hos Euroman.dk

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.