Sjældent har bifaldet braget så højt i Dyrehaven. Målet for klapsalverne var 96-årige Vilhelm Schomacker.

Han var manden, der fyrede startpistolen af og sendte de mange tusinde løbere ud på Eremitageløbets 13,3 kilometer. Havde det været op til legendariske Vilhelm selv, havde han løbet med. Som han har gjort det 44 gange. Men en dårlig ryg og en øm akillessene var kommet på tværs.

”Har du et godt råd til løberne,” blev han spurgt inden starten.

”Ja, løb det bedste, I kan, men lad være med at overanstrenge jer,” lød det fra superveteranen.

Vilhelm Schomacker har en drøm om at vende tilbage til Dyrehaven næste år – som løber – og slå Jan Eisenhardts aldersrekord. Dansk/canadieren var 96 år, da han sidst var med i 2002. Stående på broen over det gigantiske felt med løbere så langt, øjet rakte, nød han det fantastiske syn.

”Hvor livsbekræftende, smukt og farverigt,” siger guldsmeden fra Frederiksberg.

Fem af Vilhelm Schomackers familiemedlemmer løb med, og traditionen tro samledes familien til eremidageløbsfrokost med sild og snaps. Vilhelm Schomacker startede med at løbe, da børnene gav ham et par løbesko i 50 års fødselsdagsgave, og han fik også løbesko af kammeraterne på gymnastikholdet, da han rundede 90.

Han går stadig til gymnastik en gang om ugen og håber, at intensiv genoptræning vil kurere ryggen, så han kan løbe med i E-løbets 50 års jubilæum 7. oktober 2018.