- Husk at tage hjernen med ud i solen, råder TrygFonden og Kræftens Bekæmpelses projektchef Anja Philip.
- Husk at tage hjernen med ud i solen, råder TrygFonden og Kræftens Bekæmpelses projektchef Anja Philip. Foto: Foto: Thomas Bertelsen

Blokerer solcreme for kroppens D-vitamin optagelse? Hvor høj en SPF skal man smøre sig ind i? Kræftens Bekæmpelses projektchef Anja Philips guider dig til sikker omgang med forårssolen.

Solen viste sit vanlige vægelsind i påsken. Gæstebud i det grønne blev rykket indenfor, og tøser med trang til topløshed beholdt tøjet på. Et faktum, der i folkesundhedens navn, må siges at være en velsignelse. For unge danske kvinder indtager verdensrekorden i modermærkekræft. Sammenlignet med resten af verden og så solbeskinnede nationer som Australien og New Zealand, blev danske kvinder i alderen 15-34 år målt til at have den største forekomst af modermærkekræft ifølge WHOs kræftdatabase GLOBOCAN. Den nedslående statistik skyldes delvist lemfældig omgang med solariet, men også at vi sætter sikkerheden over styr, så snart solen viser sig.

- Man skal huske at tage hjernen med ud i solen, siger Anja Philip, cand. scient og TrygFondens og Kræftens Bekæmpelses projektchef for forebyggelse af kræft i huden.

- En solskoldning opdager vi desværre med forsinkelse. Du får først advarslen ca. 12 timer efter, at du har fået for meget sol, siger hun.

Ifølge Anja Philip er det bedste solråd at søge noget skygge, især imellem klokken 12-15, hvor solen er på sit højeste. Og så er det vigtigt at beholde tøjet på kroppen og skærme ansigt og nakke med en hat. Derudover skal man investere i en solcreme med minimum faktor 15, som man bruger hvor skygge og tøj ikke dækker.

- Hvis man ikke kan forholde sig til at der er en øget kræftrisiko ved at blive for længe i direkte sol, og tænker, "det rammer jo ikke mig" -så kan de fleste nok forholde sig til den anti-age effekt fornuftig omgang med solen giver. Prøv blot at sammenligne huden på underarmen oppe ved armhulen med huden på overarmen eller oversiden af hånden - der kan du virkelig se, hvor meget UV-stråling ælder huden tidligere, end det er nødvendigt.

D-VITAMIN SKRØNEN

- Noget der forpurrer debatten om solbeskyttelse er skrønen om, at brugen af solbeskyttelse afholder én fra at få tilstrækkelig D-vitamin igennem solen. D-vitamin optages meget hurtigt af huden. Det anslås, at du på ca.10-15 minutter har opbygget dine depoter. Som tommelfingerregel kan man regne med, at det er tilstrækkeligt at være i direkte sol ca. 3 gange om ugen i 10-15 minutter af gangen med bart ansigt/hænder - eller at man er ude i længere tid med solbeskyttelse. Man opbygger nemlig også D-vitamin i skyggen eller med solcreme på, siger Anja Philip.

UV-INDEX

- Når UV-Indexet når op på 3 eller derover, er det vigtigt at tænke på solbeskyttelse, siger Anja Philip og anbefaler, at man tilmelder sin mobil UV-Indexet inde på www.skrunedforsolen.dk.

- Ligesom man har glæde af et termometer, når man planlægger sin beklædning, er UV-Indexet en rettesnor for, hvornår og hvor meget man skal beskytte sig i solen.

SIKKER SOLCREME

- Alle solcremer i landet er godkendte, så udover sikkerhedshensynet kan man spørge sig selv om den er økologisk, Svanemærket, o.lign. Man behøver ikke betale ekstra - det betyder kun noget for ens oplevelse af cremens konsistens, lugt osv. Det vigtigste med solcreme er, at man doserer cremen i rigelige mængder og bruger den i rette tid - helst før man går ud, siger Anja Philip.

DOSERING AF DRÅBERNE

Som tommelfingerregel skal solcreme doseres således:

1 voksenkrop= 1 håndfuld solcreme (ca. 40 ml)

1 barnekrop = 20 ml solcreme

FAKTOR 15

- Solcreme med faktor 15 er fint til de fleste med det UV-Index vi har i Danmark. Folk med særlig sart hud, eller de der skal til udlandet anbefales en høj faktor fx 30. Det er vigtigt, at man lærer sin hud at kende, så man ved hvor ofte det er nødvendigt at genindsmøre sig, siger Anja Philip.

FIND DIN SOLBESKYTTELSE VED AT BLADRE I FOTO-SERIEN I TOPPEN.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.