Den tidligere luksus-escortpige, Susanne Krage der i sin selvbiografi 'Natsværmer' fortæller om sex-eskapader med kendte mænd, kommer nu med nye oplysninger om sit forhold til Dirch Passer.

Af Juliane Olsen, Alive.dk

Hun har ikke lagt fingre imellem i beskrivelsen af sit vilde liv som festpige og luksusprostitueret blandt den danske kulturelite i de farverige 1970’er. Den 65-årige kunstner Susanne Krage har givet genlyd i medierne med sin nye selvbiografi ”Natsværmer”, hvor hengemte hemmeligheder om sex-eskapader med kendte mænd som Tom Jones og Simon Spies for første gang ser dagens lys.

Også den store komiker Dirch Passer kendte hun, men i bogen er deres forhold i første omgang beskrevet som platonisk og venskabeligt. Men det er altså ikke hele sandheden, afslører hun nu i et interview med Alt for damerne i forbindelse med udgivelsen af bogen.

- Jeg var også sammen med Dirch Passer. Mange gange! Han var så sympatisk. Henrivende. Han syntes, jeg lignede hans kone Hanne, og når hans ægteskab ikke gik så godt, syntes han, det var rart at ture byen rundt. Vi havde det ret sjovt og var tit i byen til klokken fem om morgenen, så tog vi typisk hjem i min lille lejlighed og havde sex, siger hun til ugebladet.

Også en anden skuespiller mødte Dirch Passer, da hun var ganske ung og indledte hurtigt et forhold til komikeren. Læs hende fortælle om samlivet med Dirch Passer på billedbladet.dk

Glad for sex

Helt uden blusel, for Susanne Krage lægger på ingen måde skjul på, at hun som ung, smuk kvinde var meget glad for mænd og sex. Derfor var det også helt naturligt for hende og i tråd med tidens ånd, at hun samtidig tog sig pænt af Dirch Passers unavngivne bekendte. I interviewet med Alt for damerne siger hun:

- Han (Dirch Passer red.) var et dejligt bekendtskab, men efter det endelig brud med konen Hanne fandt Dirch heldigvis en dejlig pige igen og kom ikke mere på de vilde natture i byen med sin gå-i-byen makker. Ham så jeg til gengæld ofte. Når han havde knoklet til sent og ikke orkede at køre hjem til forstæderne, ringede han til mig og bad mig komme til hans kontor, hvor vi tog en tur på sofaen og bagefter delte en flaske vin og talte teater, skriver hun i bogen.

Susanne Krages selvbiografi 'Natsværmer' udkommer i dag på Gads forlag.

Læs også det store interview på soendag.dk, hvor Josefine Passer fortæller om sit forhold til sin fars mange filmroller.