Thomas Troelsen har fundet tilbage til rødderne efter 17 år på flasken

Den røde løber ved årets Dansk Fashion Awards var damernes domæne. Tv-baronessen Caroline Fleming holdt hof med en horde af journalister i hjørnet.

- Kjolen er fra David Andersen, smykkerne er fra Georg Jensen og skoene er selvfølgelig Louboutiner, kvidrede den fotogene fashion-fan beredvilligt til båndoptageren.

Auras mundering var til gengæld et vidnesbyrd om, at foråret også har indfundet sig på den planet, den unge sangerinde stammer fra. Iført en jakke med psykedeliske blomster, et helt smykkeskrin, kridhvid nylon-paryk og en kjole med enorme 'klunker', var chanteusen svær at overse i mylderet.

Én stjerne vi næsten overså, var den 30-årige producer og sangskriver Thomas Troelsen.

Private-stjernen er kendt for sit slægtskab med 'The Man in Black' - Johnny Cash. Kulsort hår, western referencer og tungsind hitter såmænd både i Skive (Troelsens hjemstavn) og i Nashville (der hvor Johnny mødte 'The Man that Comes Around'). Til DANSK Fashion Awards 2012 var Troelsen dog overraskende nedtonet og naturel.

- Jeg er blevet for gammel til at farve hår. Jeg var træt af, at jeg skulle bruge så meget tid på at farve det hele tiden. Det er første gang jeg har haft min egen hårfarve, siden jeg var 13 år gammel, sagde Thomas Troelsen om sit nye (lækre) look til bt.dk.

Superheroes-stjernen, der har slået sig på (farve)flasken i 17 år, var synligt lykkelig for at have fundet tilbage til rødderne.

- Jeg elsker det! Og så fandt jeg jo ud af, at jeg ikke har fået nogen grå hår endnu...

SE THOMAS TROELSEN - EN GROOMET GENTLEMAN FOROVEN.