Kælne blondiner med store forlygter var 'comme il faut', når automobiler skulle lanceres i gamle dage.

Fortidens fetich for bikinimodeller i lumre reklamer er dog efterhånden en saga blot. Nu appellerer reklamefilmene i højere grad til fornuften, end til drømmen. Og i det, der bedst kan beskrives som en spejling af seerne, ruller fornuftige, kernesunde, halvkedelige og fuldt påklædte middelklassefamilier nu hen over skærmen.

Står det til japanerne fra bilfirmaet Toyota er bikinimodellen dog klar til et comeback. Og denne gang gerne med et twist af trans. 

Det visuelle trækplaster i Toyotas spritnye reklamefilm er således en sexet, langbenet blondine. En attråværdig kvinde, der først ved reklamefilmens finale viser sig at være en mand.

Det er den 20-årige androgyne, ukrainske model Stav Strashko, der lægger krop til Toyotas nye reklame for Auris (Corolla). Og Strashko, der debuterede samtidig med den androgyne supermodel Andrej Pejic, hviler fuldstændigt i sin femininitet:

- Jeg erkendte, at jeg var androgyn, da jeg begyndte at arbejde som model. Alle stylisterne klædte mig i kvindetøj, og der gik det op for mig, at jeg virkelig kan ligne en kvinde, har Strashko udtalt til Candy Magazine.

Og hvor Toyotas nye trækplaster dyrker sit androgyne udtryk, føler han sig ikke decideret transkønnet:

- Jeg har aldrig tænkt på at blive en kvinde. Jeg føler mig meget godt tilpas i min egen krop, præcis som den er.

SE REKLAMEFILMEN VIA DETTE LINK:
http://www.youtube.com/watch?v=zVwJrAr7GkY