I starten af denne uge bekræftede den 32-årige brasilianske skønhed Gisele Bündchen endelig, at hun og gemalen (fodboldstjernen Tom Brady) er i lykkelige omstændigheder for anden gang.

Supermodellen er ifølge TV Globo allerede fem måneder henne i sin graviditet og må derfor snart vinke farvel til modelmålene, når 'baby Bündchen' for alvor begynder at vokse bag mors gyldne maveskind.

Står det til designeren og 'A Single Man' instruktøren Tom Ford, burde Bündchen dog allerede begynde at tage sorgerne over mistet skønhed på forskud. Tom Ford optræder således sammen med Bündchens mand Tom Brady i et dobbeltinterview i modemagasinet VMANs efterårsudgave. Et nærgående interview, der på ingen måde efterlader skyggen af tvivl om, hvad Ford virkelig mener om hvervet som fotomodel. 

- At være model er et forfærdeligt job. Jeg har virkelig ondt af modellerne. Jeg mener det. Det er et forfærdeligt job. De bliver afvist og behandlet som alt andet end mennesker, siger Ford til VMAN.

Designeren gør dog mere end blot at affærdige Bündchens metier, han påtager sig også rollen som supermodellens åndelige vejleder:

- Dette lyder negativt, men når man betragtes som en af verdens smukkeste kvinder, så er det meget, meget hårdt, når den (skønheden, red.) begynder at forsvinde. Det er svært at have det godt med sig selv, når folk reagerer anderledes på dig.

Gisele, jeg håber ikke at du læser dette, for det kommer til at lyde negativt, men jeg ved igennem nogle af mine bedste venner, som er kendte skuespillerinder - jeg vil ikke nævne deres navne - og som på et tidspunkt blev anset for at være verdens smukkeste kvinder igennem forskellige tider, hvor hårdt det er for dem følelsesmæssigt. Så jeg håber at Gisele er forberedt på det, for det er meget svært, siger Tom Ford til Giseles gemal Tom Brady i VMAN.

Hvis falmet skønhed giver Gisele Bündchen anledning til et par tårer, må supermodellens årsopgørelse til gengæld få det helt store smil frem. I juni måned blev Bündchen kåret som verdens bedst betalte model (for sjette gang) af Forbes. Bündchens mange forretningsaftaler med bl.a Espirit, Pantene, Versace, og modellens eget flip-flop brand Ipanema akkumulerede en omsætning i omegnen af 45 millioner US Dollars i perioden fra maj 2011 til maj 2012.