Den har længe været dømt ude som dårlig stil, men 'hurtigbrillen', som den markante sportsbrille kaldes, er tilbage på de danske solbeskinnede gader og stræder som en af de seneste modetendenser.

Moderedaktør på Euroman Frederik Lentz Andersen har godt bemærket, hvordan den opsigtsvækkende plastbrille har gjort sit indtog i sommerlandskabet, og han er ikke overrasket over brillens genkomst.

»Man har i årevis grint lidt ad de her briller, men det er symptomatisk for mode. Jeg bliver tit bedt om at dømme noget ude, men der kan gå 12 minutter, og så er noget pludselig på mode igen,« siger han og forklarer, hvor tendensen er kommet fra.

»For et par år siden havde vi normcore, som gik ud på at købe 'no name brands' i Bilka, og i kølvandet på det er der opstået gorpcore, der står for Good Ol’ Raisins and Peanuts. Det er en reference til en pose nøddemix, som vandrere spiser for at holde blodsukkeret ved lige, og det er en del af en outdoor-tendens, hvor man går i Spejdersport og køber tøj og briller. Jo mere nørdet og teknisk det ser ud, jo bedre. Skal det være rigtig 'fashion', køber man ind i Marathon Sport,« siger han og fortsætter:

»'Hurtigbrillen' hører også til den tendens, vi ser, hvor folk går i trailrunning-sko eller går med løbeshorts med slids, og i den forbindelse ligger et par løbesolbriller fra Oakley i naturlig forlængelse.«

Jimmi Skov fortæller, at han købte sine sportsbriller sidste år i Italien. Det var dog hans kone, der gik mest op i, at det skulle være netop denne brille, fortæller han. »Det er jo hende, der skal kigge på mig,« siger han.
Jimmi Skov fortæller, at han købte sine sportsbriller sidste år i Italien. Det var dog hans kone, der gik mest op i, at det skulle være netop denne brille, fortæller han. »Det er jo hende, der skal kigge på mig,« siger han.
Vis mere

En af dem, der har taget 'hurtigbrillen' til sig, er 26-årige Rasmus Østrup Nielsen. Han fortæller, at han købte sine lilla Carrera-briller i vinter.

»Det var ret impulsivt. Jeg så dem på et brugtmarked på nettet og syntes bare, at de var fede. De er ret retro og har nogle funky farver. Og så cykler jeg meget, og de er rare at have på,« siger han.

Rasmus Østrup Nielsen fortæller, at de store briller har affødt flere kommentarer og bemærkninger, eksempelvis fra en tidligere borgmester i København.

»Folk har godt bemærket dem. Jeg møder nogle gange Klaus Bondam, i forbindelse med at han er direktør i Cyklistforbundet, og han sagde, at han syntes, at brillerne var seje, og at han var nødt til at tage et billede af mig.«

Ifølge Frederik Lentz Andersen er modetrenden først lige kommet til Danmark efter at have eksisteret i flere år ude i verden.

»Den her tendens til det lidt tekniske startede for en del år siden i Japan, og i New York er der opstået et ekstremt hipt solbrillemærke, District Vision, men tendensen er først nået til Danmark inden for det seneste år,« siger han og vurderer, hvad folk gerne vil signalere ved at bære en hurtigbrille.

»Jeg tror, man vil sige, at brillerne er et udtryk for, at man går op i kvalitet, og at tingene har en reel funktion, og 'hurtigbrillen' er både let og aerodynamisk,« siger han.

Og så flugter brillen ifølge moderedaktøren med, hvordan mange mænd har det med mode.

»Det stemmer godt overens med mange danske mænds forhold til mode. Mange har ikke lyst til at fremstå forfængelige, og med de her briller kan man signalere, at man ved, at de har en vis kvalitet.«

Gunhild Andersen, 45 år, fortæller, at hendes Oakley-briller er 14-15 år gamle. Med tiden er hun blevet mere modebevidst, siger hun, og hun er glad for sine briller. »Jeg har en veninde, der har kommenteret dem og sagt, at de er seje. De er også supergode og sidder godt.«
Gunhild Andersen, 45 år, fortæller, at hendes Oakley-briller er 14-15 år gamle. Med tiden er hun blevet mere modebevidst, siger hun, og hun er glad for sine briller. »Jeg har en veninde, der har kommenteret dem og sagt, at de er seje. De er også supergode og sidder godt.«
Vis mere