Du ved måske godt, at du bruger al for meget tid med mobilen klistret til håndfladen. Eller også synes du, at folk burde slappe af, for dit forbrug er jo helt gennemsnitligt.

Men en overset funktion i Apples iPhone kan faktisk give klar besked om, præcis hvor meget tid du bruger på det lille stykke elektronik.

Funktionen, som kan findes i telefonens indstillinger, er egentlig skabt for at advare om de apps, som sluger særlig meget batteri, så man kan undgå at bruge dem for meget. Men en skræmmende bi-funktioner er, at du samtidig kan se præcis hvor mange minutter, du har brugt på de forskellige apps.

Vil du helst leve i skøn uvidenhed, så stop bare med at læse nu. Men vil du gerne vide, præcis hvor meget tid du har brugt på Candy Crush de seneste 24 timer, så følger her en guide.

Tryk på tandhjulet på hjemmeskærmen, som gemmer på telefonens indstillinger. Her swiper du ned til punktet, der hedder 'Batteri'.

Her følger en lang liste over de apps, du har brugt de seneste 24 timer, med de største batterislugere øverst. Men du kan også vælge at se resultater for den seneste uge.

Forbruget vises i procent, men ved at trykke på uret i højre side kan du se dit forbrug i timer og minutter.

Bemærk, at de ikke er rangeret efter tid, men procent. Derfor kan du godt opleve, at en app, der ligger længere nede på listen, fordi den ikke har brugt så meget batteri, sagtens kan være din helt store tidsrøver.