Opdatering. Det fremgik tidligere af artiklen, at Felix Krause repræsenterede Apple. Det er der ikke dækning for, da han i stedet  udvikler koder til bl.a. Apple.

En Apple-ekspert advarer nu om risikoen for et phishing-forsøg, der nærmest er umuligt at gennemskue. Og som på få sekunder kan give en hacker adgang til dine personlige oplysninger - herunder kreditkort.

På sin blog fortæller Apple iOS-kodeekspert Felix Krause, hvor forbavsende let det er for hackere at oprette falske Apple ID-login-meddelelser - og få intetanende brugere til at oplyse deres kodeord i den tro, at det drejer sig om en opdatering af brugersystemet eller download af en app. Efterfølgende kan hackeren i ro og mag logge ind på brugernes rigtige Apple-konti og stjæle deres oplysninger.

'Formålet med dette blogindlæg er at lukke et smuthul, der har været der i mange år uden at der er blevet gjort noget ved det,' skriver Felix Krause.

LÆS OGSÅ: Nyt forklaringsproblem? Det sagde Raket-Madsen om den forsvundne sav i retten

Og for at gøre ondt værre, er svindlen uhyggeligt svær at gennemskue. Kan du se forskellen på phishing-forsøgene og de ægte push-beskeder fra Apple?

Foto: krausefx.com
Vis mere

Foto: krausefx.com
Vis mere

Phishing-forsøg på mobilen er også langt mindre almindelige end via mail, og derfor er vi brugere slet ikke lige så meget på vagt, når vi bliver bedt om at indtaste vores Apple-ID og kodeord, advarer Krause.

'Det betyder, at brugerne er vant til bare at indtaste deres Apple ID-kodeord, når iOS beder dem om at gøre det,' skriver han og fortsætter:

'Det kan let misbruges.'

Felix Krause understreger, at der så vidt vides ikke florerer phishing-forsøg som dette i øjeblikket, men han anser risikoen for at være betydelig, idet det er en let måde at franarre folk, deres personlige oplysninger på.

Heldigvis kan du med et simpelt trick opdage et phishing-forsøg før det er for sent.

Hvis du har mistanke om, at den push-besked, du ser på skærmen, ikke er ægte, kan du trykke på 'hjem'-knappen. Hvis det lukker app'en er det et phishing-forsøg, skriver Felix Krause. Er app'en og dialogboksen derimod stadig synlig, så kan du roligt indtaste dit kodeord. Så er det Apple, der har bedt dig om det.

Du kan også undgå at falde i en hackerns snedige fælde ved at lukke pop-up'en og i stedet indtaste dit kodeord manuelt via menuen 'Indstillinger' på din iPhone.