'Flop', 'usselt' og 'ærkedårligt'. Vores nordiske venner lægger ikke fingrene i mellem, når de skal vurdere det danske bidrag til dette års Internationale Melodi Grand Prix, gruppen Anti Social Media med sagen 'The Way You Are', der tirsdag aften måtte se finalepladsen forsvinde for øjnene af sig.

»Tal aldrig, aldrig, aldrig mere om Danmarks ærkedårlige bidrag igen. Hvad tænker de på der på den anden side af broen,« skriver svenske Markus Larsson, der dækker Det internationale Melodi Grand Prix for aftonbladet.se.

Det var dog ikke kun det danske bidrag, der ifølge Markus Larsson var for dårligt. Han er også ude med riven efter selve showet, der i år bliver afholdt i Wien, efter østrigske Conchita Wurst løb med sejren sidste år i København.

»Kvaliteten på humoren og manuskiptet og indslagene var lige så usle som Danmarks bidrag,« siger Markus Larsson.

Heller ikke i Norge er de glade for det danske bidrag. Hos nrk.no kalder de det et 'Eurovision-flop', at Danmark, der ellers har været i finalen i Det internationale Melodi Grand Prix siden 2007, tirsdag aften røg ud i semifinalen, hvor 16 lande konkurrende om de 10 pladser, der ville give dem en plads i finalen.

LÆS OGSÅ:

Den svenske Melodi Grand Prix-ekspert for svt.se, Gustav Dahllande, var dog oprindeligt positivt stemt over for det danske bidrag. Men det ændrede sig hurtigt.

»Begge aftenens nordiske lande, Danmark og Finland (der begge konkurrerede i tirsdagens semifinale, red.), røg ud. Det danske bidrag har jeg været opstemt af at høre introen til - men efter et minut blev jeg led af at høre sangen,« skriver Gustav Dahllande.

Dog kommer dette års svenske bidrag til Det internationale Melodi Grand Prix, sangeren Måns Zelmerlöw, der med sangen 'Heroes' spås en favoritrolle til at løbe med den samlede sejr, med lidt trøst til Anti Social Media.

LÆS OGSÅ:

»Det var selvfølgelig meget trist for vores naboer, Danmark og Finland, at de røg ud. Jeg troede, at Danmark virkelig var selvskrevet i finalen,« siger han til svt.se.

Det er dog ikke kun blandt vores såkaldt 'nordiske venner', at der er kritik til det danske bidrag. Selv over Atlanten har de hørt om semifinalen i Det internationale Melodi Grand Prix og Anti Social Media.

Blandt andet skriver Twitter-brugeren 'Ash', der bor i San Francisco, at 'The Way You Are' lød som den britiske sanger George Ezra, der var blevet 'fuld på Abba':