Undrede du dig også over, hvorfor der var robotter på scenen under San Marinos sang? Forklaringen er ifølge sangerne ganske enkel.

Vi har set det meste på scenen til det europæiske Melodi Grand Prix. Enorme vindmaskiner, storbarmede malkepiger, dansende bedstemødre, en abe. Nu har robotter også gjort deres indtog.

Det skete, da San Marino torsdag aften optrådte til den anden semifinale med sangen 'Who We Are'.

Fire små robotter dansede og klappede løs på scenen, mens sangerinden Jessika og rapperen Jenifer Brening optrådte.

Til mediet Eurovoxx har Jessika forklaret, at robotterne har en helt særlig funktion. De skal nemlig gøre sangerindernes optræden helt unik, ligesom deres sang har et budskab om, at man skal være sig selv og være unik.

»Vi håber, at de står ud fra mængden, fordi vores budskab med sangen er, at man skal være autentisk og være unik. Robotter har faktisk aldrig før været på Eurovision-scenen, og det er noget unikt, og det er vores budskab i vores sang. Vi ønsker at være unikke. Det er godt, at vi alle er unikke,« siger Jessika, mens Jenifer tilføjer:

»De (robotterne, red.) har flere forskellige betydninger, ligesom vores sang.«

Har vakt stor interesse

De fire robotter har allerede under prøverne op til semifinalen vakt stor opmærksomhed og fået deres egen lille fanskare, idet de har holdt forskellige skilte op, hver gang de har været på scenen.

Nedenunder kan du se et klip fra en af prøverne:

Under den første prøve fremviste en af robotterne et skilt, hvorpå der stod: 'I am not a robot', hvilket er en henvisning til Israels MeToo-inspirerede sang 'Toy', hvor der bliver sunget: 'I am not your toy, you stupid boy'.

Derefter vendte robotten skiltet om, hvorefter der stod: 'Will you marry me?'. Det er en henvisning til Makedonien under sidste års europæiske Melodi Grand Prix, hvor den makedonske sangerindes kæreste friede til hende for rullende kameraer, mens stemmerne blev talt sammen under den anden semifinale.

Under San Marions anden prøve viste robotten først et skilt, hvorpå der stod: 'This is just a rehearsal', før den holdt et skilt op, hvorpå der stod: 'Justice for Valentina'. Med det henvises der til sangerinden Valentina Monetta, der har repræsenteret San Marino tre år i træk, men altså ikke vundet.

ARKIVFOTO af Valentina Monetta og Jimmie Wilson fra Eurovision 2017.
ARKIVFOTO af Valentina Monetta og Jimmie Wilson fra Eurovision 2017. Foto: SERGEI SUPINSKY
Vis mere