____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Torsdag aften blev anden semifinale i det internationale Melodi Grand Prix afholdt i den aserbajdsjanske hovedstad Baku. Her gik både Norge og Sverige videre til lørdagens store finaleshow, men efter afgørelsen var den svenske MGP-sanger Loreen, der hele vejen igennem har været storfavorit til at vinde, tæt på at blive diskvalificeret. Det skriver den norske netavis vg.no.

Torsdag nat, efter showet, var der pressekonference med deltagerne fra de ti lande, der blev sendt videre fra anden semifinale. Og her var et politisk spørgsmål fra en georgisk journalist fra Reuters tæt på at smide Sverige ud af konkurrencen.

Hun spurgte Loreen:
- Vi ved, at du har haft møder med repræsentanter fra oppositionen, hvad er dine indtryk af møderne, og hvad var det, der førte dig til at møde dem, og hvad kan man sige om menneskerettighederne i dette land?

Der opstod straks uro i salen, og lederen af pressekonferencen forsøgte at stoppe problemet ved hurtigt at sige:

- Jeg vil gerne minde alle om den gode stemning her, og holde sig til relevante spørgsmål. Loreen reddede dog situationen ved at sige:

- Der er to sider af mig, en personlig og en professionel. Men her i dag, ønsker jeg at bevare den energi, vi har skabt her.

Op mod grand prixet har den aserbajdsjanske regering beskyldt Loreen for at gøre showet politisk. Hun har mødtes med politikere fra oppositionspartiet og talt åbent om de manglende menneskerettigheder.

Ifølge EBU, European Broadcasting Union, der står bag det internationale Melodi Grand Prix, handler konkurrencen ikke om politik, men mere om at bringe lande sammen på tværs af grænser. Og derfor ønsker de ikke, at deltagerne bringer politik med ind i showet.

Netop derfor kunne den georgiske journalists spørgsmål have kostet Sverige finalepladsen, siger den tidligere svenske grandprix-vinder og ekspert Christer Björkman til vg.no.