Det var en storsmilende og veloplagt Simone Egeriis, der lørdag aften mødte bt.dk efter årets Melodi Grand Prix brag.

Ligesom da hun stillede op i 2010, blev det til en tredje plads i årets grand prix. Og selv om den 20-årige sanger for Slagelse havde håbet på en førsteplads, var det svært se skuffelsen i hendes ansigt.

SE VIDEOEN MED EN SKUFFET SIMONE BACKSTAGE

- Jeg er sindssygt glad lige nu. Jeg er måske en lille bitte smule skuffet, men jeg har lært at se det positive i alt. Og jeg er rigtig glad for min fine placering. Det er rigtig dejligt, sagde hun og fortalte, at hun har lært en masse af dette års grand prix.

- Jeg har udviklet mig meget både som artist og som menneske, siden jeg sidst var med. Og jeg kan tage rigtig meget med herfra, sagde hun.

Simone Egeriis har hele ugen været storfavorit blandt bookmakerne. Og der har særligt være fokus på hendes sceneshow og hendes sexede kjole. Hvorvidt hendes nye frækkere stil havde noget med hendes placering at gøre, er hun usikker på.

- Det er svært at sige om det har haft nogen indflydelse, både negativt eller positivt. Jeg ville ikke gøre noget anderledes. Jeg er meget tilfreds med min performance, min kjole og min scenografi, forklarede hun