Gennem det meste af sin barndom og ungdom blev Rikke Ganer-Tolsøe udsat for mobning. Det påvirkede længe hendes selvtillid – indtil hun fandt en helt særlig måde til at genfinde den på.

Det fortæller den 31-årige sangerinde og blogger fredag til BT på et pressemøde i Gigantium i Aalborg, hvor hun lørdag aften skal indtage scenen sammen med ni andre artister og dyste om at vinde dette års Melodi Grand Prix.

»Jeg var lidt en ’ugly duckling’, da jeg var yngre. Jeg havde briller, bøjle og sammengroede øjenbryn. Jeg havde det hele,« fortæller hun.

Hun havde flere gode venner, men hendes udseende gjorde, at hun var udsat.

»Når man så ud, som jeg gjorde, så blev man mobbet. Der var folk, der fulgte efter mig hjem fra skole, og der var andre, der rev rygsækken af mig,« husker hun.

Mobningen satte sig på hendes selvtillid og gjorde, at den helt forsvandt.

»Det kunne jeg især mærke, da jeg blev ældre, og man begyndte at kæreste lidt med nogen. Blandt andet på det seksuelle plan. Der kunne tanken: ’Er jeg nu god nok?’ melde sig. Både omkring min person og mit udseende,« forklarer hun.

Rikke Ganer-Tolsøe skal synge sangen 'Holder fast i ingenting' til dette års Melodi Grand Prix.
Rikke Ganer-Tolsøe skal synge sangen 'Holder fast i ingenting' til dette års Melodi Grand Prix. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det var først, da en ven greb ind, at det ændrede sig.

»Han var blevet lidt træt af at høre på, at jeg beklagede mig, så han introducerede mig for en fotograf, der også er mentor og coach. Han var vant til at tage billeder af piger både med og uden tøj på, og han endte med at tage nogle billeder af mig,« siger Rikke Ganer-Tolsøe.

Til at begynde med havde hun lidt af sit tøj med, men mere og mere af det røg af. Indtil hun til sidst var helt nøgen foran kameraet.

»Det var rigtigt grænseoverskridende til at begynde med, men det var også en rigtig fed barriere at krydse, for det gjorde rigtig meget for mig,« forklarer hun.

Det, som hun ikke kunne se, når hun kiggede sig i spejlet, kunne hun pludselig se på billederne.

»Når jeg så mig selv i spejlet, så så jeg én ting, men da jeg så billederne, tænkte jeg: ’Okay. Jeg kunne måske godt være en af dem, man ser i bladene’, som var det, jeg i mine unge dage målte mig op mod,« fortæller Rikke Ganer-Tolsøe.

Billederne gjorde, at hendes egen selvopfattelse ændrede sig. Og i dag har hun ingen problemer med selvtilliden.

Udover at medvirke i dette års Melodi Grand Prix står hun også bag kvindeuniverset kvinderudenfilter.dk, og der er fotografen, der dengang tog billederne af hende, tilknyttet.

»Vi introducerer den mulighed for andre kvinder, at de også kan få taget sådan nogle billeder, for de kan måske bruge det på samme måde, som jeg kunne,« forklarer hun og slutter:

»Det er måske en lidt anden måde at gøre det på, men man skal huske det gøre det, der virker for én selv.«

De ti deltagere i dette års Melodi Grand Prix indtager scenen i Gigantium i Aalborg lørdag aften klokken 20.