Først var det ordet fucking, så var det flaget og nu er en fløjten, der skal laves om i Basims grandprix-sang.

Der er mange regler, der skal overholdes, når man stiller op i verdens største musikkonkurrence. Og nu rammes danske Basim af endnu et reglement.

Ifølge European Broadcasting Union (EBU), der står bag Det Internationale Melodi Grand Prix, skal alt vokalt udføres live. Det gælder alt fra korsang til blot et lille pift. Og da der i Basims sang indgår en fløjten, der oprindelig er optaget på bånd og lagt ind i hans optræden, er den danske delegation nu nødt til at finde på en anden løsning.

- I sangen synger jeg på et tidspunkt: 'Even Girls they whistle', og i studiet fik jeg derfor ideen til, at der skulle fløjtes. Men da jeg ikke både kan synge og fløjte på samme tid, så fik vi en anden til at fløjte og optog det. Det lød rigtig godt, og det brugte vi så i det danske show, siger Basim og fortæller, at de nu er i gang med at finde en løsning.

- Det er ikke helt på plads endnu, men det ender nok med, at det er en fra koret, der fløjter i stedet for, siger han.

Allerede inden det danske grandprix i Odense, var Basim nødsaget til at lave om på sit nummer. I den indspillede version synger Basim hele ti gange 'a fucking cliché, baby'. Men da EBU forbyder bandeord i sangene, lavede Basim teksten om til 'another Cliché, baby'.

Og efter Basims sejr i Odense fik den 21-årige sanger meget kritik for at bruge dannebrog på scenen. Og kort efter opstod der så tvivl om, hvorvidt Basim overhovedet må bruge et flag på scenen i det internationale show. derfor har han valgt at skifte flaget ud med et stort billede af sig selv og et hjerte med teksten 'Love'.

FAKTA:

EBU-regel 1.2.2 h:

'Sangteksten og/eller fremvisning af sangen må ikke bringe showene, ESC eller EBU i miskredit.

Ingen sangtekster, taler, handlinger af politisk eller lignende natur er tilladt under ESC.

Ingen banden eller andet uacceptabelt sprog er tilladt i sangteksterne eller under fremvisning af sangen.

Intet indhold, der promoverer en organisation, institution, politisk formål eller andet, firma, brand, produkter eller ydelser er tilladt i showene og indenfor enhver officiel ESC-præmis (fx spillestedet, Eurovision village, pressecentret mv.).

Et brud på reglerne kan resultere i diskvalifikation.'

Kilde: eurovision.tv

Andre læser også