Mens resten af Europa forsøger at føre sangkonkurrencen ind i nutiden, har russerne valgt 6 bedstemødre til at repræsentere dem.

Og som om de 6 babushkaers entre på den store Eurovision scene ikke var nok i sig selv, står de også til at vinde!

Hos Bet24.com har de således allerede Buranovskiye Babushki og deres 'Party for everybody' som klar favorit med odds 5,00.

Bedstemødrene vandt det russiske Melodi Grand Prix foran hele 24 andre - og langt mere nutidige - kandidater.

Men at den nu står på folkesang og dans fra Rusland, betyder ifølge den danske ekspert Ole Tøpholm ikke, at sangkonkurrencen bliver bombet tilbage til fortiden.

- Jeg trækker bare på smilebåndet som alle andre, siger Ole Tøpholm til bt.dk og fortsætter:

- At de ligger så højt hos bookmakerne, skal man tage med et gran salt. Det er langt fra, at de eller eksperterne har ret. Der var f.eks. ikke mange, der havde forudset Aserbajdsjans sejr sidste år. Og slet ingen der havde set Brødrene Olsens sejr for 12 år siden. Så det vil jeg tage meget afslappet, siger Ole Tøpholm, som ikke er i tvivl om, at sangen sagtens kan score masser af point.

- Men i modsætning til tidligere år afgøres det ved 50% fagjury i alle lande, hvilket vil sige, at det er etablerede musikere, der sidder og vurderer. Og de har en helt anden indgangsvinkel end hr. og fru Europa. Og det vil blive en enorm ulempe for Rusland, mener Ole Tøpholm, som har svært ved at se sangen som meget mere end 'en sjov lille gimmick fra Rusland'.

- Det er 1 bidrag ud af 42. Så jeg har ingen bekymring for, at det kommer til at ødelægge Melodi Grand Prix, siger han.

De russiske bedstemødre opfatter dog næppe sig selv som en gimmick. De stillede også op i det russiske Melodi Grand Prix i 2010. Men måtte den gang nøjes med en 3. plads.

Om de vinder det store i år, må tiden vise. Ifølge bet24.com ligger også Danmark lunt i svinget på en 3. plads.

Indtil videre er bet24.com dog ene med at udråbe Buranovskiye Babushki som sejrskvinder. Såvel betfair.com og Ladbrokes har Sverige som favorit til at vinde, mens Danmark ligger længere nede af listen.