Hør Rasmussen og hans korsangere dyste i vikinge-viden i videoen herover.

Med vild vind og en mindre snestorm hvirvlende omkring sig har den danske viking erobret sig en plads i finalen i dette års europæiske Melodi Grand Prix.

Det står klart efter torsdagens semifinale, hvor den danske sanger Rasmussen sikrede sig nok point til at gå videre til lørdagens finale sammen med ni andre af de i alt 18 deltagere, der dystede om en af de eftertragtede pladser.

Undervejs måtte han både kæmpe mod en sangerinde, der stillede op med robotdansere, en sanger, der rejste sig som fra de døde fra et specialbygget flygel, og et øredøvende metalband, der fik temperaturen til at stige betragteligt med deres forbrug af levende ild i den store Altice Arena i Portugals hovedstad, Lissabon, hvor dette års sangkonkurrence bliver afholdt.

Intet kunne dog slå den danske viking med det lange, røde hår og store skæg ud af kurs, og sammen med sine korsangere kunne han knytte næven og række den i vejret, da de portugisiske værter kunne fortælle, at Danmark og den vikinge-inspirerede sang 'Higher Ground' var gået videre.

ARKIVFOTO fra en af prøverne forud for torsdagens semifinale.
ARKIVFOTO fra en af prøverne forud for torsdagens semifinale. Foto: Armando Franca
Vis mere

Forud for torsdagens semifinale fortalte den 33-årige sanger, der lyder det fulde navn Jonas Flodager Rasmussen, til BT, at han selv troede og håbede på, at det ville lykkes ham at gå i finalen

»Vi er tippet til at komme i finalen, og det håber og tror vi på, at vi gør, men så kan alt ske derfra,« sagde han.

Om han også kan erobre sig en førsteplads i lørdagens finale, det er han mere usikker på.

»Vi kan ikke tage den (sejren, red.), hvis vi kun spiller for Eurovision-fans. Man skal aldrig sige aldrig, det er bare ikke det, vi ligger til. Men hvis vi rammer finalen, som vi håber og tror på, at vi gør, så tror jeg da, vi har en chance, hvis vi rammer det niveau, vi skal ramme, og hvis folk ude i stuerne ser Game of Thrones (en middelalder-fantasy tv-serie, red.) og synes, vi er fede. Der har da før været overraskelser i Eurovision,« fortalte sangeren før semifinalen.

ARKIVFOTO.
ARKIVFOTO. Foto: Armando Franca
Vis mere

Den vikinge-inspirerede sang 'Higher Ground' er ifølge ham en 'for atypisk Eurovision-sang' til at kunne vinde, hvis det kun er fans af sangkonkurrencen, der stemmer.

»Jeg tror, det er lidt en 'love it or hate it'-performance. Det er nok lidt hårdt sat op, for det er nok ikke alle, der enten hader eller elsker den. Der skal nok være nogen, der synes, den er i midten. Men der er mange, der rigtig godt kan lide den, og så er der også mange, der ikke kan lide den, fordi den måske er for musical-agtig,« forklarede Rasmussen.

Den danske delegation har siden ankomsten til Portugal i forrige uge kæmpet med sceneshowet, da den portugisiske snekanon kun præsterede at skyde blidt dalende julesne ud over de danske vikinger - og ikke den rå snestorm, som Rasmussen havde med sig på scenen, da han plyndrede sig til finalen i det danske Melodi Grand Prix.

I 11. time kom der dog styr på maskinen, så også resten af Europa kunne få lov at nyde den skandinaviske snestorm.

Og i finalen blæser den forhåbentlig igen, når Rasmussen skal kæmpe om sejren mod blandt andet forhåndsfavoritterne fra Cypern, Israel og Norge.

Du kan se finalen på lørdag klokken 21. Den bliver vist på DR1.