To dansere har formået at løbe med en stor del af opmærksomheden under dette års europæiske Melodi Grand Prix. Danserne er nemlig begge mænd - og på scenen danser de forelsket rundt om og med hinanden.

Ofte forsøger man at adskille musik og politik fra hinanden, når der afholdes Eurovision. Men den tradition har Irland valgt at gå stik imod i år, hvor sangkonkurrencen afholdes i Portugals hovedstad, Lissabon.

Og det har vakt stor jubel i salen i Altice Arena.

Mens den irske sanger Ryan O'Shaughnessy synger sin sang 'Together', bevæger to mænd sig nemlig forelskede rundt på scenen i en kærlig dans med hinanden.

Tidligere har der ifølge DR været antydet homoseksuelle undertoner i enkelte landes optrædener, men aldrig før har det homo-politiske budskab været tydeligere.

Foto: JOSE SENA GOULAO
Vis mere

Den irske sanger forklarer selv, at det var et meget bevidst værdipolitisk valg, at to mandlige dansere skulle optræde forelskede på scenen.

»Idéen var fra begyndelsen at vise, at kærlighed er kærlighed uanset, om det er mellem to mænd, to kvinder eller mand og kvinde. Og da jeg udgav videoen til sangen, kunne jeg jo også mærke, at det ikke nødvendigvis er alle, der har den samme opfattelse som mig selv,« sagde Ryan O'Shaughnessy ifølge DR på et pressemøde tidligere på ugen.

En af dem, der ikke er af samme opfattelse, er den kinesiske tv-kanal Mango TV, der trods manglende kinesisk deltagelse viste det europæiske show på tv. Dog forskudt et par timer, således at man kunne nå at klippe de 'værste' ting væk. Blandt andet blev nogle af sangernes tatoveringer og publikummers regnbueflag, der er kendt som et symbol for homoseksualitet, sløret, ligesom hele irske sang blev klippet helt ud af programmet, så kineserne ikke kunne se homo-romancen.

Det førte efterfølgende til, at European Broadcasting Union (EBU), som arrangerer det internationale Melodi Grand Prix, har valgt at opsige deres aftale med den kinesiske tv-station, der ikke længere får lov til at vise showet.

Den beslutning er Ryan O'Shaughnessy glad for, fortæller han til det irske medie Independent, fordi sangkonkurrencen netop hylder retten til forskellighed.

Han forklarer videre, at flere har spurgt ham, hvorfor han har valgt at kæmpe for homo-rettigheder, når han selv er heteroseksuel.

»Det er fordi, min nevø kan være homoseksuel, eller fordi mine børn kunne blive homoseksuelle,« siger han.

Udover at stå bag det historiske øjeblik på scenen er Irland også en af bookmakernes favoritter til at vinde showet sammen med Cypern, Israel og Frankrig.