Sidste år var det australskfødte Anja Nissen, der med sangen 'Where I Am' forsvarede de rød-hvide farver ved det internationale Melodi Grand Prix i Kiev, Ukraine. Nu skal hendes afløser findes.

Mandag formiddag kan DR endelig afsløre de 10 solister, der skal optræde ved det danske grandprix i Aalborg 10. februar og indbyrdes kæmpe om at blive Danmarks repræsentant i Lissabon, Portugal, til maj.

Her på bt.dk kan du følge pressemødet, hvor tidligere vindere og Grand Prix-elskere - blandt andet Keld og Hilda Heick, Jørgen de Mylius og Kirsten Siggaard - vil løfte sløret for årets 10 solister.

Det bliver Aalborgs Gigantium, der lægger hus til, når Dansk Melodi Grand Prix afholdes lørdag den 10. februar klokken 20. Sidste gang, folkefesten var i den nordjyske by, var i 2015.

For tredje år i træk bliver det entertaineren Annette Heick, der skal styre showets gang, mens musicalstjernen Johannes Nymark har tjansen som hendes mevært for anden gang. Han har tidligere selv vundet showet med gruppen Lighthouse X og bandkammeraterne Søren Bregendahl og Martin Skriver, da de i 2016 gik videre til det internationale Melodi Grand Prix i Sverige med sangen 'Soldiers of love'.