I videoen ovenover kan du se Jonas Rasmussen fortælle om sin sejr.

Det var en stolt hustru, der lørdag aften kunne kysse Jonas Flodager Rasmussen tillykke med sejren i Dansk Melodi Grand Prix 2018.

»Med fare for at lyde over-selvsikker, så har jeg hele tiden troet på, at han kunne vinde. Jeg ved, hvad han kan, at han er så sikker på en scene og går fuldstændig professionelt til det,« siger Mia Mimi Flodager.

Hun arbejder som dramaturg, så foruden at være sin mands største støtte kunne hun med sit professionelle øje for formidling på en scene også være hans største kritiker.

»Jeg er kommet med et par små input, når vi har talt om det derhjemme, men jeg synes faktisk bare, det er fantastisk flot, det de har lavet (DR, red.). Jeg er glad for, at de ikke kørte det op til noget overdramatisk,« siger hun.

Grandprix-vinder Jonas Flodager Rasmussen med sin hustru Mia Mimi Flodager.
Grandprix-vinder Jonas Flodager Rasmussen med sin hustru Mia Mimi Flodager. Foto: Laura Rode Nygaard
Vis mere

Allerede ved første gennemlytning blev Rasmussen udråbt som storfavorit - ganske inden nogen overhovedet havde set sceneshowet. Og på de sociale medier gik snakken om, hvor meget man kunne stille op med så pompøs en vikingesang.

»Der var mulighed for horn, ild, trommer, vikingedans og alt muligt, skrev folk, men det er jo slet ikke nødvendigt, for sangen kan stå så meget stærkere i et stilrent udtryk,« siger Mia Mimi Flodager, der trods sin professionelle forkærlighed for fortællingen mener, at sangen er det vigtigste i et grandprix.

Privat har parret to døtre på 14 måneder og fem et halvt. Om de skal med til det europæiske Melodi Grand Prix i Portugal, ved den stolte hustru ikke.

»Jeg tror, de skal blive hjemme i vante rammer, men jeg har slet ikke nået at tænke så langt. Der er meget logistik, når man er en familie med små børn. Men hvis ikke, bakker vi ham fuldt op hjemmefra. Vi kal nok løse det,« siger Mia Mimi Flodager umiddelbart efter mandens store sejr.

Jonas Flodager - med kunstnernavnet Rasmussen - vandt grandprix'et efter en nervepirrende finale mod konkurrenterne Albin Fredy og Anna Ritsmar.