Den ene halvdel af værtsparret i Dansk Melodi Grand Prix 2018, Johannes Nymark, har brugt sin værtsrolle til at reklamere for forskellige firmaer.

Det skriver netmediet Journalista.

Johannes Nymark har dermed overtrådt DRs interne etiske retningslinjer, der siger, at medarbejderne 'ikke må udnytte deres stilling til at opnå private fordele'.

Det er blandt andet sket ved, at han på sociale medier har delt billeder og videoer, hvor han leder efter de rigtige briller, til når han skal stå i spidsen for Dansk Melodi Grand Prix 10. februar - ledsaget af et tag med link til den nordsjællandske optiker Bak Optics.

Musicalstjernen har desuden lagt selfies på Instagram, hvor han har linket til det tøjmærke, han har på på det pågældende foto, hvor han ifølge den medfølgende tekst er 'klar til pressemøde på molodi grand prix'.

Selv om Johannes Nymark er løst tilknyttet DR som freelancer, gælder mediets retningslinjer også ham.

»Det er en fejl, som der nu er blevet rettet op på. Det er korrekt, at det ikke er inden for DRs etiske retningslinjer,« oplyser DRs presseafdeling til Journalista.

Hverken Johannes Nymark eller Bak Optics har ønsket at kommentere sagen, men efter Journalista har offentliggjort artiklen, har Johannes Nyrmak fjernet de stridige tags fra sine nyeste billeder.

Det er dog ikke første gang, grandprix-værten reklamerer for Bak Optics. I juni sidste år gjorde han ligeledes opmærksom på brillemærket. En video fra denne reklame ligger endnu på skuespillerens Instagram-profil.

Dengang var grandprix'et dog overstået, og reklamen på det sociale medie blev ikke sat ikke i forbindelse med det store show.

Det er ikke første gang, en DR-profil må bukke under for de etiske retningslinjer.

I 2015 måtte klipperne hastigt sløre X Factor-dommer Remees kasket fra program to og frem, efter metroxpress havde gjort DR opmærksom på, at den bar et logo, der tydeligt reklamerede for Josh & Alexander, der har en kontrakt med Remees pladeselskab, RE:A:CH.

Under Melodi Grand Prix 2016 frygtede DR endnu en speget sag om skjult markedsføring og reagerede prompte på Ekstra Bladets spørgsmål til en sangerindes tøj.

Under prøverne bar sangerinden Jessica et par Adidas-bukser med sportsmærkets karakteristiske tre striber ned langs benet. Under selve showet havde man dog fjernet den midterste streg for ikke at risikere kritik.