Politikere raser: - Fup og svindel det hele

Det Internationale Melodi Grand Prix bliver mindst 22,8 millioner kroner dyrere end oprindeligt budgeteret, viser et fortroligt notat ifølge metroxpress.

Det Internationale Melodi Grand Prix i denne uge viser sig at blive mindst 22,8 millioner kroner dyrere for de danske skatteydere, skriver metroxpress.

Danmarks Radio har måttet lægge ud for millionbeløbet, da Projektselskabet under Wonderful Copenhagen er løbet tør for penge, fremgår det af det fortrolige notat fra Region Hovedstaden, der skal behandles samme dag som første semifinale.

»DR gav på mødet tilsagn om at lægge de fornødne midler ud for Projektselskabet til de nævnte formål, så ESC 2014 kan afvikles som forudsat,« står der i notatet ifølge avisen.

De ekstra millioner kroner kommer oven i knap 50 millioner kroner, som politikerne allerede har givet for at ombygge det tidligere B&W-værft.

Overforbruget forarger den borgerlige lejr i København.

»Det er jo fup og svindel det hele, hvor de er kommet med for små beløb, bare for at vi skulle sige ja. Nu kommer ekstraregningerne,« siger Liberal Alliances Lars Dueholm (LA).

Blandt andet har det vist sig at udgifterne til sikkerhed bliver 5,6 millioner kroner i stedet for de budgetterede 0,9 millioner, og kloakken har vist sig at være defekt.

Derudover kan udgifter til tag og kabelføring ende i en retssag mellem DR og det offentlige.

»Uenighed, der beløber sig til mellem 10 og 12 millioner kroner, var parterne enige om at afgøre efter afviklingen af ESC 2014, eventuelt ved voldgift,« fremgår det af notatet.

Hverken overborgmester Frank Jensen (S), regionsformand Sophie Hæstorp (S) eller Wonderful Copenhagen har lyst til at udtale sig. Mens DRs executive producer Pernille Gaardbo skriver, at aftalen er, at de laver tre tv-show, mens kommune, region og Wonderful Copenhagen står for scenen.