Det er et pakket program, der de næste par dage venter Chanée og N’evergreen. På torsdag gælder semifinalen, og oven på den massive kritik, skal der knokles endnu hårdere for at vise de mange MGP-fans, at Danmark er værdige vindere. Derfor valgte det danske melodi grand prix par i går at tage en pause og i stedet tilbringe formiddagen med en familietur til Holmenkollen.

 - Det er skønt at være lidt sammen og hygge, siger Christina Chanée, der de sidste par dage har haft besøg af datteren Filippa på 3 år og ekskæresten Steven Hamilton.

 - Det var lige lovlig lang tid at undvære hende i 14 dage, så jeg er glad for, at hendes far ville tage hende med herop et par dage, siger hun og fortæller, at hun i fem år dannede par med Filippas far, men nu er de blot venner.

I stedet er hun sammen med musikeren Mikkel Riber, der blandt andet spiller for Rasmus Seebach, og som kommer og hepper med fra i morgen.

Også Tomas N’evergreen tog en halv dag ud af det travle program for at hygge sig med sin russiske model-kæreste Ekaterina Vinogradova.

 - Jeg bliver her helt til på søndag for at støtte Tomas, siger hun.

Efter turen til det verdensberømte skihopsted slappede parret af med en løbetur langs Oslofjorden.