Danmark har gode odds efter mandagen lodtrækning om semifinale-pladser ved det internationale Melodi Grand Prix, vurderer BTs grandprix-ekspert.

Tre uger inden den danske repræsentant er fundet, er det allerede muligt at få et lillebitte praj om, hvordan det vil gå Danmark i det internationale Melodi grand Prix.

Mandag formiddag blev det nemlig afsløret, hvordan de deltagende lande ved det internationale Melodi Grand Prix kommer til at fordele sig ved semifinalerne 10. og 12. maj.

Her fik Danmark en plads i anden halvdel af anden semifinale.

Og tager man de historiske briller på, ser det ganske godt ud for Danmark.

»Der er grund til optimisme,« vurderer BTs grandprix-ekspert Jan Eriksen.

Umiddelbart ser det dog ud som om, det kan være svært at skrabe stemmer nok sammen til en finaleplads, da vennerne i Sverige, Island og Finland skal optræde i første semifinale. Vi har umiddelbart ”kun” gode gamle Norge samt Australien, der var søde ved os ved debuten i 2015. Men også Israel, Belgien og Irland er gode at være i pulje med, mener eksperten.

»Men det her med nabostemmer er i opbrud. Vi så det f.eks. med den hollandske duo The Common Linnets i 2014 og de tre italienske tenorer Il Volo i 2015, der fik stemmer fra nær og fjern imod alle odds. Og vi har da også set flere eksempler på, at Danmark har fået få stemmer fra nabolandene,« siger Jan Eriksen.

Det danske bidrag har til gengæld fået en gunstig placering i anden halvdel af anden semifinale 12. maj.

Og ifølge Jan Eriksen kan den placering komme Danmark til gode.

»I første semifinale ser man ofte, at der bliver opbygget en hype, som kulminerer i finalen, men som i høj grad også påvirker anden semifinale. Der er simpelthen flere, der ser med anden gang,« siger han.

At Danmark skal optræde i anden halvdel af anden semifinale kan også vise sig at være et plus. Men kun hvis det danske bidrag giver den fuld gas med sceneshowet.

»Man har i flere år snakket om, at det er godt at optræde så sent som muligt, så sangen er i frisk erindring, når stemmerne skal afgives. Men i dag, hvor man kan høre sangene når de bliver offentliggjort måneder forinden, er det kun, hvis man har et spektakulært sceneshow, at det spiller ind,« siger han.

»Nu ved vi jo ikke, hvem vi sender af sted, men hvis han eller hun leverer en storslået performance, kan den her placering  godt blive rigtig god for Danmark,« siger Jan Eriksen.

Den nøjagtige rækkefølge i semifinalen findes først senere. Den bliver besluttet af svenske SVT, der producerer showet.

Udover de lande, der skal konkurrere med Danmark i semifinalen, er Tyskland, Italien, Storbritannien udtrukket til at kunne stemme på os. De er en del af den såkaldte ’Big Five’, der automatisk kvalificerer sig uden om semifinalen grundet store økonomiske bidrag til konkurrencen.

De andre lande er Frankrig, Spanien og værtslandet Sverige, der altså ikke kan stemme på os.