Da Emmelie de Forest sejrede lørdag aften i Malmø Arena, var det samtidig 3. gang i historien, at Danmark drager fra den europæiske sangfest med titlen europamester i pop.

Det hele startede for Danmark med Grethe og Jørgen Ingmann og nummeret "Dansevise", der strøg til tops i 1963.

Dengang vandt ægteparret Ingmann med sølle to point ned til Schweiz, der blev nummer to det år. Senest Danmark stod øverst på sejrspodiet, var som bekendt i 2000, da Jørgen og Noller Olsen sikrede sejren med "Fly on the wings of love".

Sejren til Emmelie i går gør, at Danmark kravler op på en imponerende delt 7.plads over lande med flest sejre i den europæiske sangkonkurrence.

Irland skiller sig ud som det land, der har vundet eurovisionen suverænt flest gange. Syv sejre er det blevet til alt i alt. I 1970, '80, '87, '92, '93, '94 og '96.

Mens Irland er alene på førstepladsen, så er der fire lande, der deler 2. pladsen, fordi de har vundet fem gange gennem tiderne, nemlig Frankrig, Luxembourg, Storbritannien og vores naboland Sverige.

Holland er derimod det eneste land, der har vundet fire gange. Det giver tulipanernes hjemland en 6.plads på listen over lande med flest sejre gennem tiderne.

Herefter er det, at Danmark dukker op. Ligesom Israel og Norge er vi også endt med at stå tilbage som vinder af sangdysten tre gange.

Sidst Danmark var vært for euroversionen (i 2001 i Parken, København, red.), endte vi - i form af Rollo & King - som nummer to. Sølle 21 point efter Estland. Der er med andre ord plads til forbedring:

Hvorfor ikke forbedre den statistik næste år?