Lørdag aften skulle svenskerne stemme om, hvem der skal repræsentere dem ved Eurovision Song Contest i Lissabon til maj, men problemer med lyden fik en 20-årig sangerinde til at bryde sammen under showet.

Den svenske folkefest Melodifestivalen blev afholdt i Stockholm lørdag aften. Efter flere delfinaler var det endelig tid til at finde vinderen og den sang, der skal bringe svenskerne en sejr ved det store Eurovision Song Contest.

Stemningen var således også høj, indtil der midt i udseendelsen opstod problemer med lyden, mens den 20-årige sangerinde Renaida Braun stod på scenen. Det skriver TV2.

»Undskyld, men jeg kan ikke høre noget,« råbte hun fra scenen, efter at hun gentagende gange havde pillet ved sin øresnegl. Sangerinden var tydeligvis i panik over den manglende lyd i hendes øre og valgte at stoppe sangen.

Men dramaet stoppede ikke der. Efter Renaida Braun fik sunget sin sang 'All the feels'  færdig, brød hun sammen omme bag scenen - vred og rasende.

Men lydproblemerne var åbenbart ikke noget pludseligt opstået, for sangerinden skulle ifølge hende selv havde fået af vide, at hvis lyden voldte for store problemer, ville producenterne stoppe sangen. Men dette skete bare ikke.

»Jeg havde fået at vide, at vi ville afbryde, hvis det ikke gik godt. Og det gik jo af helvedes til. Men sangen fortsatte bare,« sagde hun kort efter til Aftonbladet.

Efter showet skulle stemningen angiveligt have været meget anspændt, og det endte med store skænderier mellem Renaida Braun og produktionsholdet.

Melodifestivalens afviklingschef, Christer Björkman, mener, at sangerinde var for uklar i hendes besked fra scenen. Ifølge ham var der ikke noget galt med lyden, og derfor blev sangen ikke stoppet.

Efter en del kommentarer fra seerne, fik Renaida Braun endnu en chance for at fremføre sin sang. Men i sidste ende fik sangerinden ikke det store held med sangen, der gav hende en plads som nummer 9 ud af 12 deltagere.

Favoritten, Benjamin Ingrosso, tog sejren med sangen 'Dance You Off'. Så på trods af en ekstra chance løb sangerinden ikke med sejren i denne omgang.

Renaida Braun mener, at det også var problemer med lyden ved andet forsøg, men det afviser Christer Björkman. Han mener, at det var noget, hun bildte sig ind.