Mandag aften øver de tre værter, de 16 deltagerlande og hele DRs produktion sig på den første af to grandprix-semifinaler, som sendes live fra København tirsdag aften. Men én er ikke med til prøven - DRs grandprix-kommentator Ole Tøpholm.

Ole Tøpholm har den seneste uge kæmpet med en virus på stemmebåndet, skrev han søndag på Facebook, og mandag aften er han endnu ikke klar til at guide DRs tv-seere gennem semifinalen tirsdag. Det bekræfter DRs underholdningsredaktør Rasmus Ladefoged over for bt.dk.

- Vi lader Ole stå over i aften, så han kan få lov til at hvile stemmen. Tirsdag formiddag får han et sidste tjek, og der træffer vi den endelige beslutning, siger Rasmus Ladefoged og afslører, at DR har en nødplan klar i tilfælde af, Ole Tøpholm ikke når at blive rask.

- Vi tror selvfølgelig på, at Ole bliver klar til tirsdag, men Anders Bisgaard fra P4 har været så flink at træde til, hvis Ole stadig er for syg. Anders er meget kompetent og har blandt andet været udsendt til Det internationale Melodi Grand Prix syv gange med forskellige opgaver - og skal efter planen kommentere grandprix'et på P4 på lørdag, siger Rasmus Ladefoged.

Af gode grunde er Ole Tøpholm ikke at træffe for en kommentar, men han skriver i en sms til bt.dk:

- Jeg har taleforbud indtil foreløbig tirsdag ud på dagen. Jeg gør, hvad jeg kan, for at blive frisk, og der er sat de bedste specialister på området til at få mig på højkant til tirsdag aften. Så jeg er optimistisk.

Den første semifinale sendes tirsdag aften kl. 21 på DR1 og her kæmper 16 lande om at kvalificere sig til den store finale på lørdag, heriblandt storfavoritterne Armenien og Sverige.