Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Europa var ikke i tvivl: Den skæggede drag queen fra Østrig, Conchita Wurst, var den helt rigtige vinder af årets Melodi Grand Prix, som blev sendt fra B&W Hallerne i København, med den dramatiske og Bond-inspirerede 'Rise Like a Phoenix'.
Med 290 point og massevis af topkarakter var sejren klar, og det var en meget bevæget Conchita Wurst, der gik på scenen for at tage imod sit vindertrofæ.
- Sejren er dedikeret til alle, som tror på en fremtid i fred og frihed. I ved, hvem I er. Vi er en enhed, og vi er ustoppelig, sagde Østrigs skæggede dronning, mens hun blev tiljublet af de 11.000 publikummer i arenaen. Blandt dem var blandt andre Kronprinsparret og statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Det er kun anden gang i grandprixets 59-årige historie, at Østrig vinder. Første gang var helt tilbage i 1966.
Holland blev nummer to, efterfulgt af Sverige, Armenien og Ungarn. Danske Basim fik en flot 9. plads.
Efter kameraerne var slukkede, blev Conchita Wurst interviewet på scenen af en østrigsk journalist, og her lød det blandt andet:
- Europa har her til aften vist, at vi går i den rigtige retning. For alle dem, der mener noget andet - jer har jeg ikke tid til.