BTs grandprix-ekspert Jan Eriksen vurderer her Basims chancer:

Kan Basim gå hele vejen?

Spørgsmålet er logisk, men svært. Alene af den grund, at der kun er fundet 25 ud af de 37 deltagersange indtil nu.

I øvrigt er det næsten tyve år siden et land har vundet to år i træk.

basim


3


Men lad mig bare vove pelsen og sige: Selvfølgelig bliver Basim godt placeret. Om han kan vinde? Det ville være for lalleglad at sige ja, selvfølgelig. Selv på en aften som denne.

Udviklingen de sidste fire år tæller til Basims fordel. Af mindst to grunde.

De går og murrer nede i det sydøstlige Europa. Dels er det dyrt at deltage i Melodi Grand Prix. Som bekendt skranter økonomien stadig i år seks efter finanskrisen.

split melodi grand prix


Euforien fra begyndelsen af 00erne, hvor Østeuropa vandt alt i grandprixet har lagt sig i takt med, at EBU har ændret stemmereglerne og gjort det sværere at stemme på sine nabolande.

Nogle i den sydøsteuropæiske del af Europa kalder i dag Eurovision Song Contest for Scandinavian Song Contest.

Det peger jo unægtelig vores vej for den optimistiske. Man skal så bare huske, at de seneste norske (Aleksander Rybak), svenske (Loreen) og danske (Emmelie de Forest) vindersange har været anderledes, komplekse - og stadig iørefaldende.

Så er der selve melodien og ikke mindst sangeren, det 21-årige wunderkid fra Høje Gladsaxe. Siden jeg hørte 'Cliché Love Song' første gang har jeg været overbevist om, at den ville vinde.



Den har det umiddelbare, den er catchy, fængende. En happy-go-lucky popsang af den skole, som komponister som Neil Sedaka, Buddy Holly og de såkaldte Tin Pan Alley-komponister grundlagde, da rocken og morfar var ung.

Men er det godt nok i Europa? Den slags vinder normalt ikke et Melodi Grand Prix i dag. Lenas tyske vindermelodi fra 2010, 'Satellite' havde lidt det samme med en accent, som Peter Sellers ville dræbe for.

Lena kom på et tidspunkt, hvor Europa var klar til hendes Bella fra Twilight-stil. Basim har 'bare' sit gode humør, sin udstråling, sin popjublende melodi. Og skal man endelig tænke i ungdom og tendens - minder han om den ekstremt populære Bruno Mars.

Hvis Basim skal vinde, skal han bryde isen, ramme en vibe, som Europa er klar til i maj måned. Og hvorfor ikke? Vi kan jo håbe, at  2014 bliver året, hvor den simple, glade popsang smelter alt det andet ned - politik, kulturelle preferencer, geografiske forskelle.



Måske får Basim indirekte støtte fra Sverige.

Noget tyder på, at DR og EBU i en eller anden form kommer til at fejre ABBAs 'Waterloo' 40 års jubllæum under showet på Refshaleøen. Det har i hvert fald været på tale tidligere.

Basims melodi er ikke en Andersson/Ulvaeus-melodi, men den lyder beslægtet. Måske kan Waterloo bringe Europa i happy pop-mode.