Hvis det på lørdag går, som bookmakerne spår, så er det danske Emmelie de Forest, der vinder finalen i Det internationale Melodi Grand Prix.

Lige siden danskerne faldt for konstellationen Only Teardrops og barfodede Emmelie de Forrest ved det danske grand prix i januar, har bookmakerne haft et lige så godt øje til sangnymfen.

For allerede inden semifinalen i Malmø i aftes, hvor Emmelie de Forrest jo som bekendt strøg direkte i finalen, har bookmakernes odds på det danske bidrag som vinder konstant været i den lave ende.

Inden den første semifinale er det formentlig Bet365, som har haft det højeste odds på den danske sang. Odds 50 lød buddet fra Bet365 på 'Only Teardrops' nemlig på. Men det var dengang. I dag er samme bookmakere helt nede på odds 1,66 på, at Emmelie de Forrest vinder det internationale Melodi Grand Prix, mens det højeste odds, som er på 2.00, er fra Betfred.

Og hvis man skal dømme efter den begejstring, de 11.000 tilskuere i den svenske Eurovision-bygning lagde for dagen, da de første inciterende fløjtelyd efra 'Only Teardrops' flød ud i salen, kunne ingen være i tvivl om, at publikum er helt enige med bookmakerne i, at den danske sang virkelig har vinderpotentiale i år.

TV: Se hvad en lettet Emmelie sagde efter semifinalen

BT's spilekspert, Steffen Dam, der har fulgt Melodi Grand Prix siden begyndelsen af 1990'erne, er heller ikke i tvivl.

- Efter semifinalen i går, hvor odds'ene på Emmelie faldt så kraftigt, tror alle nu på, at hun er storfavorit til at vinde, mener Steffen Dam, der også sammenligner den danske favoritværdighed med tidligere storfavoritter som Loreen og Alexander Rybaks.

- Vi er i dag lige så store favoritter til at vinde, som svenske Loreen med Euphoria, der vandt sidste år, og norske Alexander Rybak med Fairytale, som vandt i 2009, var. De var også storfavoritter til at vinde. Og gjorde det. I det hele taget har der ikke været så stor en favorit i de sidste seks-syv år, som Emmelie de Forrest er i år, siger Steffen Dam.

Danmarks nærmeste konkurrenter er i skrivende stund Norge, Ukraine, Rusland og Aserbajdsjan der henholdsvis har odds syv, otte, 15 og 20, mens 'Only Teardrops' altså har odds under 2.00.