Kaos !

Sådan lyder det fra Annette Heick, der i disse uger er en af BT’s faste grandprix-reportere, om Refshaleøens forvandling til Grandprix-land.

I øjeblikket har den erfarne grandprix-deltager Annette Heick sin daglige gang på Refshaleøen som vært på BT TV. Her render hun rundt midt i ét stort byggekaos, mens kraner og gravkøer arbejder på at omdanne øen til Eurovision-shows. 

Og det får Annette Heick til at harcelere på det sociale medie, Instagram. Her tøver hun ikke med at forudsige ‘en af de største afviklingsskandaler i nyere tid’, hvis vejrguderne ikke er i MGP-humør og omdanner grusbunkerne til et soppebasin.

'Det mener I ikke'

- What? WHAT? Er det her? Det mener I ikke? Jeg anerkender, at smag og behag er forskellig, men 600 p-pladser, en båd med plads til 50 og så en - 1! - smal vej hertil...hvordan skal 10.000 mennesker komme herud? Jeg håber, det bliver godt vejr, så folk kan gå eller cykle. Hvis ikke, så forudser jeg en af de største afviklingsskandaler i nyere tid, skriver Annette Heick på Instagram.

Til bt.dk uddyber hun:

- Lige nu er det fint herude. Solen skinner og folk kan gå og hygge sig. Men hvis det nu slår om rent vejrmæssigt, kan det virkelig komme til at se skidt ud. Fire kilometer fra for eksempel Christianshavn er langt at gå eller cykle, hvis det skyller ned, og de sidste veje herud til er ikke engang asfalterede, lyder forklaringen.

Frost ind i maj

Og selv om solen indtil videre skinner fra en skyfri himmel over Refshaleøen, viser statistikken desværre, at det kan vende .

- De sidste tre år har vi haft frost ind i maj, hvilket jeg ved, fordi min mand har fødselsdag ligger der. I sådan en situation må man tænke i worst case scenario, og så er det pludselig ikke så hyggeligt at rende rundt herude, forklarer hun.

Heldigvis har Annette Heick researchet sig frem til en løsning for alle de mange tusinder, der vil undgå bilkaos og mangel på p-pladser, når semifinalen og finalen går i gang næste uge.

- Lad bilen stå og hop på Havnebussen, der sejler fra Nyhavn og direkte over til Refshaleøen på få minutter, siger hun.

Havnebussen har plads til 63 passagerer, og når Eurovision for alvor går i gang fra næste uge, sættes der 10 shuttle-både ind, der hver har to afgange i timen, oplyser Movia på sin hjemmeside.