Hun blev hele Danmarks darling som 12-årig – og lige siden har Simone Egeriis levet af musikken. Nu forsøger hun at vinde det danske Melodi Grand Prix for tredje gang

Bookmakerne er ikke i tvivl. Det bliver den 24-årige Simone Egeriis, der løber med sejren i årets danske Melodi Grand Prix i aften.

Simone, der blev landskendt som bare 12-årig i talentshowet ’Scenen er din’, er da også ved godt mod. Men hun tager ikke noget for givet.

»Jeg synes, det er svært at være favorit. Det er selvfølgelig et klap på skulderen, at folk tror så meget på min sang. Men jeg har været favorit to gange før (i 2010 og 2013, red.), og da fik jeg en flot tredjeplads, så det er aldrig til at vide på forhånd,« fortæller hun, da hun møder BT i Horsens.

»Prøverne er gået rigtig godt, så der er bare de sidste ting, der skal rettes til. Nogle ville nok kalde dem for småting, men jeg er udpræget perfektionist,« lyder det fra Simone Egeriis.

Det vigtige scenetøj er der også for længst styr på.

Trak overskrifter

Da Simone deltog i Melodi Grand Prix for tre år siden, var det iført meget kort og tætsiddende kjole, der trak overskrifter både under og efter showet: Barnestjernen var i den grad blevet voksen.

»Det var meget vigtigt for mig at vise, at jeg var vokset, siden jeg var 12 år gammel og med i ’Scenen er din’, så det var helt bevidst. Det gjorde, at folk fik rystet deres billede af mig,« siger hun.

SimoneSplit2

Dét lykkedes, men i år satser Simone på noget andet.

»Nu er jeg et andet sted i mit liv. Der er fokus på min stemme og på, hvad jeg kan rent vokalmæssigt. Mit look er flot og sofistikeret – sådan lidt James Bond-agtigt,« fortæller hun om kjolen, der er skabt af designeren Elsa Adams.

Tror du mere på din sang i år, end du har gjort tidligere?

»Jeg synes, jeg hviler i mig selv og i min sang, men jeg har også troet på det de andre gange,« indrømmer hun.

Drømme er der dog plads til:

»Selvfølgelig har jeg store drømme om at nå den internationale finale i Stockholm, men jeg forsøger at være i nuet,« lyder det snusfornuftigt fra Simone, der privat bor sammen med Ali, som hun har været sammen med, siden hun var 17.

»Han er god til at få mig ned på jorden, hvis jeg bliver for nervøs.«