11.000 artikler om Tour de France.
3.600 artikler om Vild Med Dans
6.600 artikler om Gaza.
Men kun 130 artikler om Sydsudan.
En ny opgørelse fra UNHCR-Danmark giver nu et udvalgt overblik over den danske mediedækning i 2025.
I bunden finder man 130 artikler om Sydsudan, og lidt længere oppe finder man 950 artikler om Sudan – det er til trods for, at borgerkrigen i Sudan lige nu bliver kategoriseret som den værste humanitære krise i verden.
Bundplaceringerne får den folkekære tv-vært og livsstilsekspert – kendt fra 'Kender du typen' – helt op i det rød felt i denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast, Q&CO:
»Jeg synes, det er skuffende! [..] Vi har en kæmpe katastrofe – en supertragedie med tal, der er flere hundrede gange værre end dem, der kommer ud fra Ukraine og Gaza. Små piger bliver massevoldtaget, de bliver kidnappet, de bliver solgt som slaver, kvinder bliver skudt, hele landsbyer bliver udraderet.«
Møldrup fortsætter: »Det er ikke et spørgsmål om, at vi skal dække hele Afrika, men vi bliver nødt til på anstændig menneskelig vis at interessere os for nogle mennesker, som er i dybe problemer. Det er vores ansvar.«
I Q&CO er også Kristeligt Dagblads udlandsredaktør, Sidsel Nyholm, der er enig i, at krisen er i en liga for sig selv:
»Krigen i Sudan ligger nummer et på rædselsskalaen. Der var et blodbad i en by, der hedder El Fasher, der var så stor, at det kunne ses fra satellitter langt op i himlen.«
Sidsel Nyholm medgiver også, at de danske medier ikke dækker krigen i Sudan godt nok.
Men ifølge hende er der »desværre« en god forklaring på det.
»Journalistik er ikke statistik, og der er andre parametre end bare, hvor lidelsen er størst, der afgør, hvad vi skriver om. Det er jo et journalistisk grundproblem, som vi står over for,« lyder det fra Sidsel Nyholm, der peger på kriterier som identifikation, nærhed og noget så simpelt som læsernes interesser.
Men det er ikke alle i studiet, der er lige så hårde i deres kritik som Flemming Møldrup.
Hør diskussionen i denne uges afsnit af Q&CO.
Hør det i Spotify, Apple Podcast eller der ved at trykke 'lyt' herunder:

