Hvem skal erstatte DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn?
Det har mange spekuleret i siden Rørbye Rønn i sidste uge meldte ud, at hun efter 15 år på posten afgår som generaldirektør i DR.
I denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast Q&CO er tidligere generaldirektør i DR Kenneth Plummer og ph.d. i medievidenskab Timme Bisgaard Munk i studiet, og her afslører de, hvem de tror, der overtager den magtfulde post.
Bjarne Corydon?
Tidligere socialdemokrat og nuværende CEO og ansvarshavende chefredaktør for Børsen Bjarne Corydon er ifølge Bisgaard Munk et godt bud.
Han har - ifølge Bisgaard Munk - et indgående kendskab til den danske mediebranche, og så kender han »det politiske game, som man virkelig skal have styr på.«
»Omvendt er han hadet af Socialdemokratiet. De har aldrig tilgivet ham.«
Af samme grund mener Kenneth Plummer ikke, at det bliver Corydon , selvom han – ifølge Plummer – »kunne være rigtig god.«
Lisbeth Knudsen?
»Der er få, der har så meget big-dick-media-energy som Lisbeth Knudsen,« lyder det fra Bisgaard Munk, der mener, at hun har »meget af det, der skal til i forhold til pondus og erfaring med koncernledelse.«
Kenneth Plummer tror dog slet ikke på, at valget falder på den tidligere ansvarshavende chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media.
»At hun skulle overtage har ingen gang på jord. Hun har jo haft ansvaret for strategien på medievirksomheden Mandag Morgen, som jo er kuldsejlet,« fortæller Plummer.
Hvem er jeres favorit?
Plummer og Munk er enige om, at pilen peger på én særlig kvinde. Nemlig Naja Nielsen.
»Hun er i toppen af min liste,« fortæller Kenneth Plummer.
»Hun var chef i DR Nyheder, da jeg var der og har stor nyhedserfaring fra DR.«
Det er nok de færreste, der kender Naja Nielsen, men siden 2019 har hun været – intet mindre end – digital direktør for BBC News i London.
»Det er et ret stort job, hun har. Hun har i løbet af de sidste fem år fået meget tung ledelseserfaring fra alle public-service-virksomheders moder, BBC«
Timme Bisgaard Munk stemmer i: »DR er skabt i BBCs billede og dét at hun har gennemført en digital transformation i storebroderen, BBC, som skal til at ske i lillbrodereden, DR, det er et kæmpe trumfkort«
Han fortsætter: »Det giver hende en digital edge, som mange af de andre kandidater mangler. Hun er det bedste bud.«
Maria Rørbye Rønn, der har været DRs generaldirektør siden 2010, stopper på posten i løbet af 2025, når en ny bestyrelse er tiltrådt og har fundet en efterfølger.
Lyt til denne uges afsnit af Q&CO, hvor Timme Bisgaard Munk og Kenneth Plummer gennemgår listen med kandidater – og hvor Kenneth Plummer selv reflekterer over sin egen tid som generaldirektør. En tid, der sluttede brat og dramatisk med en gedigen møgsag.
Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder:
