Politiske profiler og erhvervskanoner starter helt nyt medie: Det skal drives af kunstig intelligens
Anders Samuelsen (tv.), Lars Seier Christensen (mf.) og Morten Messerschmidt (th.) er tre ud af i alt 10 investorer i det nye medie. Hvad de hver især har lagt i projektet af kroner og ører, kan mediet ikke oplyse. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Bax Lindhardt, Celina Dahl
Tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen, formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, og forretningsmanden og milliardæren Lars Seier Christensen.
Det er nogle af de politiske profiler og store erhvervskanoner, der har spyttet penge i et helt nyt medie.
Et medie, der foreløbigt går under navnet Projekt Y.
Det fortæller tidligere nyhedsdirektør på TV 2 Michael Dyrby - der også står bag det nye medie - i denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast, Q&CO.
»Vi er ikke tabloide. Journalistisk vil vi gerne tilbyde flere nuancer. Vi vil gerne tilbyde andre kilder og nye stemmer på de områder, som vi har valgt at koncentrere os om i første omgang – og det er dansk politik, internationalt stof, erhvervsstof og teknologi.«
I Q&CO præsenterer Michael Dyrby mediet for omverdenen for første gang – et medie, der kommer til at blive drevet af AI, altså kunstig intelligens:
»Projekt Y er forsøget på at lave et nyt medie drevet af kunstig intelligens, styret af mennesker.«
Han fortsætter: »Praktisk kommer det til at være sådan, at AI tilbyder nogle historier. En redaktør vælger ud, giver instrukser, og så kommer systemet tilbage med et skriv, som redaktøren så skal godkende, før det kommer ud til brugerne på den måde, de ønsker at modtage det.«
Michael Dyrby har tidligere været nyhedsdirektør for TV 2 og chefredaktør på B.T. Siden 2022 har han været selvstændig medierådgiver, og nu er han en af frontpersonerne i det kommende medie, der foreløbigt går under navnet Projekt Y. Jon Wiche
Ifølge Dyrby skal mediet levere en hel række formater. Både skrift, lyd og video.
Hvad er formålet med at bruge AI?
»Der er jo selvfølgelig en vis effektivitet i det. Man kan producere flere artikler, og man kan researche bedre, fordi mængden af data er uendelig.«
Til trods for økonomiske indsprøjtninger fra både politikere og erhvervsfolk er der tale om et uafhængigt medie, understreger Dyrby.
Så det her medie kan godt skrive en kritisk historie om, at Morten Messerschmidt har dummet sig gevaldigt – også selvom han er investor?
»Ja, selvfølgelig kan det det.«
Michael Dyrby forventer, at mediet er online om cirka otte måneder.
Hvilket navn, mediet går under til den tid, ved han endnu ikke.
Hør Michael Dyrby præsentere det nye medie og svare på mange flere spørgsmål til det i denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast, Q&CO, i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder:
Det har været den store “sænke skuldrene ude i den fri luft”-uge på statsministerens sociale medier. Ikke mindst på Instagram har Mette Frederiksen fortalt vidt og bredt om sine 18 vandreture rundt omkring i fædrelandet. Medietrykket er ydermere blevet forstærket af, at forskellige influencere har meddelt deres følgere, hvordan netop DE er blevet udvalgt til at gøre statsministeren selskab. Hvor smart er det her stunt egentlig? Det spørger vi en ekspert om.
Datingformater fylder mere og mere. Ikke mindst DR giver den fuld gas. Hotel Romantik og Trucker-dating har været på skærmen de seneste uger. Og seerne strømmer til. Og der er ingen grund til at tro, at der ikke også er masser af seere, når DR fra i dag sender første episode af klassikeren: ‘Gift ved første blik’. I dagens afsnit har vi et par af de nye deltagere med, når vi spørger, hvorfor de overhovedet har meldt sig til at krænge deres kærlighedsliv ud på fjernsyn, når succesraten er så lav.
Og snart ser et helt nyt medie dagens lys. Igennem nogle måneder har en række mediefolk og investorer arbejdet med det, der indtil videre bare bliver kaldt “Projekt Y”. Vi får besøg af en af bagmændene – en af Danmarks allermest erfarne journalister og mediepersonligheder, der for første gang præsenterer mediet for omverdenen.
Vært: Henrik Qvortrup
Medvært: Anne Sofie Kragh
Journalist: Maria Asmine Dam
Gæster:
Benjamin Rud Elberth, direktør og rådgiver i Elberth Kommunikation
Amalie, deltager i 'Gift ved første blik'
Mette, deltager i 'Gift ved første blik'
Michael Dyrby, medierådgiver og medskaber af det nye medie, Projekt Y
Producer: Maria Asmine Dam, Frederik Riis-Jacobsen og Alex Brøndbjerg
Skriv dig op til nyhedsbrevet Q&CO via linket herunder. Så får du Henrik Qvortrups gennemgang af de mest diskuterede historier om medierne direkte i din indbakke:
https://www.bt.dk/medier/qco-kom-med-henrik-qvortrup-igennem-de-mest-diskuterede-historier-om-medierne