»Det har jeg det lidt stramt med.«
Sådan lød det fra en af dette års to bachelorer fra datingprogrammet 'Bachelor' på TV 2, Christian Ulrik Hansen, i en meget omtalt video på Ekstra Bladet.
En video, hvor de to bachelorer bliver spurgt ind til såkaldte 'icks' ved kvinder, herunder om det er et 'ick' – altså et turn off – hvis en kvinde er feminist.
I videoen stemmer dette års anden bachelor, Nicklas Flenø Mikaelsen, i.

De to bachelorers feminisme-udtalelser har efterfølgende skabt et ramaskrig på sociale medier, hvor flere har problematiseret, at to voksne mænd tilsyneladende ikke aner, hvad en feminist er.
Få dage efter sad de to bachelorer så – noget slukørede – i en video på TV 2 Echo og undskyldte for deres dumhed og uvidenhed.
Og den video har næsten fået endnu mere opmærksomhed end den første.
For selvom det ikke er tilfældet, kunne man godt sidde tilbage med indtrykket af, at der lige uden for billedet står en desperat pressemedarbejder og peger på dem med et skarpladt gevær.
I denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast, Q&CO, fristes vært Henrik Qvortrup derfor til at spørge chefredaktør på TV 2 Nyhederne og TV 2 Echo, Marie-Louise von Holstein, om de to bachelorer sidder hos TV 2 Echo eller i et studie i Pyongyang i Nordkorea.
Til det forsikrer von Holstein om, at TV 2 Echo kun har haft gode intentioner – og at Christian og Nicklas sad der frivilligt:
»Jeg har jo en masse journalister ansat, der fulgte med i, hvordan kommentarsporet glødede efter Ekstra Bladets historie. Så vi var bare nysgerrige journalister, der gerne ville stille dem de her spørgsmål om feminisme.«
Hun fortsætter: »Så vi ringer til dem og spørger, om de vil være med. Og de ville faktisk gerne forklare sig. [...] Jeg tror, at Nicklas og Christian er berørte af den situation, de har bragt sig selv i.«
I studiet er også journalist og lederskribent på Ekstra Bladet Rene Fredensborg.
Ifølge ham har TV 2 gjort deres to bachelorer en kæmpe bjørnetjeneste ved at invitere dem til bodsgang hos TV 2 Echo.
»Personligt har det sådan, at man ikke behøver have det dårligt over, at man ikke lige ved, hvad feminisme er. Og nu kan de så sidde der og få en shitstorm fra den anden side, der ikke mener, at der var noget at undskylde for,« lyder det fra Fredensborg, der fortsætter:
»Jeg synes, de bliver udstillet, for hvad er det for en debat, der startes: Det er, at der simpelthen er to tosser ovre fra Jylland, der ikke kan finde ud af, hvad feminisme er.«
At TV 2 Echo 'udstiller' Christian og Nicklas, er Marie-Louise von Holstein slet ikke enig i.
Hør debatten i Spotify, Apple Podcast eller der ved at trykke 'lyt' herunder:

