Kjeld og Lise-Lotte fra 'Hotel Romantik': Vi er ikke bange for MeToo
'Hotel Romantik'-deltagerne Kjeld Marslew (77) og Lise-Lotte Bak (64) gæster B.T.s mediepodcast, Q&CO, til en snak om kærlighed, sex, MeToo og deres nye tilværelse som 'realitystjerner'. Holger Rytter/DR
Sidste afsnit af DR-hittet ‘Hotel Romantik’, hvor 20 singler i alderen fra 62 til 78 år leder efter den sidste kærlighed, kan fredag ses på DR.
I løbet af sæsonen er der blevet krammet, kysset og danset på livet løs.
Det har med andre ord ikke skortet på seksuel energi mellem de kærlighedssøgende seniorer.
Noget, der meget tidligt i sæsonen kom bag på vært Sofie Linde.
Men i denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast, Q&CO, fortæller deltagerne Lise-Lotte Bak (64) og Kjeld Marslew (77), at det var meget naturligt for dem at give den gas med den fysiske kontakt under deres ophold på det schweiziske alpehotel:
»Vi er i en aldersgruppe, hvor vi ikke er bange for at løbe ind i en 'MeToo'. Det er den tryghed, vi har med den aldersgruppe, vi er i. Det andet er noget, de andre slås med,« lyder det fra Kjeld, der refererer til de unge mennesker, der »ikke tør at date« af frygt for at overskride hinandens grænser.
Lise-Lotte stemmer i.
Adspurgt om man gerne måtte klappe hinanden i numsen under optagelserne, svarer hun:
»Ja, det måtte man gerne. Jeg har da også møsset mange på kinden og munden. Også dig, Kjeld. Du har møsset mig mange gange. Uden at der har været andet end et venskab i det.«
Lyt til denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast, Q&CO, hvor vært Henrik Qvortrup har besøg af de to deltagere til en snak om kærlighed, sex, MeToo og deres nye tilværelse som 'realitystjerner'.
Vi er tilbage! Desværre har sommeren ikke bragt en løsning på den smertelige konflikt i Mellemøsten. Der er stadig masser af begrædeligheder at berette om. Senest har verden med gru kunnet se en hjerteskærende billeder udgivet af Hamas med et stærkt afmagret israelsk gidsel, der står midt i at grave sin egen grav. I Danmark har flere store medier imidlertid slået mange knuder på sig selv. For går det an at vise billeder, som klart er udsendt med propaganda for øje?
I den - mildest talt - noget mere fredelige kategori finder vi det store DR-hit Hotel Romantik. Sidste afsnit sendes i disse dage. Og danskerne har i dén grad taget de kærlighedssøgende seniorer til sig. Hvad er det, formatet kan? Og hvordan har de gamle turtelduer det med, at vært Sofie Linde taler til dem, som var de rød stue på tur?
Og så skal vi også runde en pikant sag om potentiel overvågning - det er i al fald den opsigtsvækkende beskyldning, som den danske tøjgigant BESTSELLER retter mod TV 2. Sagen handler om dokumentarjournalister, der syer overvågningsudstyr ind i jakker, bukser og tasker, der kan havne hos helt almindelige danskere.
Vært: Henrik Qvortrup
Medvært: Mikkel Lind Sorgenfrey
Journalist: Maria Asmine Dam
Gæster:
Lise-Lotte Bak, deltager i Hotel Romantik
Kjeld Marslew, deltager i Hotel Romantik
Kasper Reggelsen, kommunikationschef i Bestseller
Heidi Højmark Helweg, advokat
Jotam Confino, mellemøstkorrepondent på B.T.
Producer: Maria Asmine Dam og Frederik Riis-Jacobsen
Skriv dig op til nyhedsbrevet Q&CO via linket herunder. Så får du Henrik Qvortrups gennemgang af de mest diskuterede historier om medierne direkte i din indbakke:
https://www.bt.dk/medier/qco-kom-med-henrik-qvortrup-igennem-de-mest-diskuterede-historier-om-medierne