Seks stjerner i Kristeligt Dagblad.

Fem stjerner i Berlingske.

Og listen fortsætter.

DRs nye mastodont af en dokumentarserie ‘Velkommen til Frontlinjen’ er blevet skamrost af anmelderne.

Årsagen lyder samstemmigt, at den på formidabel vis formår at stille og  svare på  det spørgsmål, som de fleste har tænkt, men ingen før nu har turdet sige højt, nemlig: Var den danske krigsdeltagelse i Balkan, Irak og Afghanistan i bedste fald ligegyldig?

I dokumentaren tager tidligere forsvarschefer, tidligere udsendte og mødre til de soldater, der aldrig vendte hjem stilling til dét spørgsmål.

Men én mand hører man ikke fra: Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Manden, der tilbage i 2002 sendte den første deling af danske soldater til Afghanistan og manden, der sad på magten i de år, hvor den danske krigsdeltagelse var på sit højeste.

I B.T.s mediepodcast Q&CO svarer instruktør Anders Riis-Hansen på hvorfor.

»Jeg har været meget optaget af, at der i dokumentaren skulle indgå nogle stærke refleksioner eller en vis grad af erkendelse. Og jeg føler mig ret overbevist om – ud fra den samtale, jeg har haft med Anders Fogh - at han stadigvæk står ved den grundlæggende præmis, at ethvert folk og ethvert land vil omfavne demokrati og menneskerettigheder, hvis de får tilbuddet.«

Så det, du siger, det er, at du sagtens kunne have haft Anders Fogh med, men at han dybest set bare ville holde fast i det, han har sagt de sidste 20 år?

»Han sagde hverken ja eller nej – men ja, jeg er ret overbevist om, at jeg kunne have fået ham med, hvis jeg ville.«

Lyt med fra 12 minutter inde denne uges afsnit af Q&CO, når vært Henrik Qvortrup  spørger, hvorfor Danmark tilsyneladende først nu er moden til journalistik om, at krigsdeltagelsen måske ikke var det hele værd.

Lyt med i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Storrost DR-dokumentar, ‘bothsideism’, gakket TV 2-dokumentar og gør AI journalister overflødige? Dét er emnerne i denne uges afsnit af Q&CO. Vært: Henrik Qvortrup Medvært: Peter Lautrup-Larsen Tilrettelægger: Maria Asmine Dam Gæster: Anders Riis Hansen, instruktør på DR-dokumentaren ‘Velkommen til Frontlinjen’ Lars Halskov, forfatter til ‘Et land i krig - Hvordan Danmark blev krigsførende - og politikere og generaler famlede i blinde’ Marlene Wind, professor i statskundskab Niels Kvale, udlandschef og redkationschef på DR Anders Lund Madsen, journalist Pernille Tranberg, mediekommentator på Politiken og rådgiver i dataetik og AI Kim Bach, kongehuskommentator på Ekstra Bladet Producer: Kasper Riising og Maria Asmine Dam Skriv dig op til nyhedsbrevet Q&CO via linket herunder. Så får du Henrik Qvortrups gennemgang af de mest diskuterede historier om medierne direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke