På lørdag sender TV 2 det årlige satireshow 'Året der gak', hvor flere danske komikere og satirikere skal skyde med skarpt og lave sjov med store personligheder og begivenheder, der har fundet sted det seneste år.

Her var det originalt planen, at Frederik Cilius – der også går under navnet Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm – skulle gøre grin med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

»Jeg siger: 'Det kunne Kirstin Birgit godt tænke sig. Kunne I tænke jer det? Er I sikre på det?',« siger Frederik Cilius i B.T.s mediepodcast 'Q&Co.' og fortsætter:

»Det får vi så bekræftet, at TV 2 er indforstået med, hvad det indebærer, at Kirsten Birgit og Rasmus (Bruun, red.) kommer – det går over grænsen, og det må det også gerne.«

Men selvom TV 2 havde efterspurgt, at Kirsten Birgit skulle gøre grin med udenrigsministeren, så var satirikerens jokes – ifølge Frederik Cilius – for meget for mediegiganten.

Klog af skade havde de to satirikere fået indskrevet i deres kontrakt, at de har kunstnerisk frihed.

»Årsagen til, at vi gentagne gange forsikrer os hos TV 2 om, de faktisk gerne vil have, at Kirsten Birgit kommer – og at de ved, hvad det indebærer, at hun dukker op – er, fordi vi for fem-seks år siden var med i selv samme show [...], hvor stort set det hele blev klippet ud,« siger Frederik Cilius og fortsætter:

»For ikke at have en gentagelse af det, så forsikrer vi os både, at vi er en god bonus pater (juridisk begreb, red.), og vi får indskrevet en passus (kort tekst, red.) om kunstnerisk frihed.«

Herefter går makkerparret i gang med deres forberedelser, hvor de blandt andet fortæller TV 2, at de planlægger at lave en joke om, at Lars Løkke Rasmussen drikker for meget.

Normalt plejer Frederik Cilius og Rasmus Bruun ikke at dele deres manusskripter med dem, som de skal optræde for, men da TV 2-programmet skal filmes, skal kamerafolkene vide, hvornår de skal pege kameraet hen mod bestemte personer i publikum.

Derfor tilbød makkerparret at gøre en undtagelse og dele deres manuskript med TV 2, da det var nemmere, at de selv kunne se det, end at Frederik Cilius skulle forklare det i detaljer – noget, som han efterfølgende fortryder.

»Det skulle jeg aldrig have gjort,« siger han om episoden i 'Q&Co.'.

For efter at Frederik Cilius har delt manuskriptet med TV 2, flager mediets jurister det, da de mener, at det kan være injurierende.

Et døgn før optagelsen begynder det derfor at tikke ind med beskeder til Frederik Cilius, hvor TV 2 beder ham om at ændre flere dele af Kirsten Birgits roast.

Herefter forklarer satirikeren, at han imødekommer nogle af TV 2s forespørgsler.

»På et tidspunkt får jeg så en tå i vandet, der hedder, at der er nogle bekymringer om Lars Løkke og alkohol. Om det vil være okay med mig, hvis vi tog det ud,« siger Frederik Cilius og fortsætter:

»Så skriver jeg meget diplomatisk, at nu synes jeg, at vi begynder at nærme os et principspørgsmål.«

Derefter hører satirikeren ikke fra TV 2 før sent søndag eftermiddag, hvor han modtager en mail, hvori der står, at »enhver påstand om, at Lars Løkke har et problem med alkohol, er injurierende, og derfor skal det ud«.

Af den grund valgte Frederik Cilius og Rasmus Bruun at trække sig fra programmet i ellevte time.

I stedet blev Frederik Cilius erstattet af komikeren Lasse Rimmer, der også endte med at lave sjov med Lars Løkke Rasmussens alkoholvaner.

Siden er det kommet frem, at Lars Løkke Rasmussen var forberedt på at blive grillet af Frederik Cilius under showet.

»Jeg var ikke bekendt med indholdet af Kirsten Birgits jokes, men var bekendt med, at hun skulle riste mig. Det har jeg ingen problemer med overhovedet,« lyder det i et skriftligt svar til Radio4 fra Lars Løkke Rasmussen.

Efter episoden har Frederik Cilius selv taget kontakt til udenrigsministeren og tilbudt ham at lave sketchen kvit og frit til Moderaternes årsmøde i marts 2026.

»Jeg skrev til ham, at det var min vurdering, at TV 2 havde undervurderet tykkelsen på hans hud, og hvis Moderaterne eller han manglede en roast [...] til et gruppemøde eller årsmøde, så ville vi gerne komme ud vederlagsfrit,« siger Frederik Cilius og fortsætter:

»Jeg skrev også, at vi går meget op i den grønne omstilling og derfor ikke går ind for satirisk spild.«

Hør indslaget i denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast Q&CO i Spotify, Apple Podcast eller der ved at trykke 'lyt' herunder:

Q&CO på B.T.

I denne uge dykker vi ned i historien om TV 2-programmet 'Året Der Gak', hvor Frederik Cilius – også kendt som Kirsten Birgit – i ellevte time trak sig fra showet, efter at TV 2 bad ham droppe nogle bemærkninger om udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens forhold til alkohol. Ironisk nok var Løkke selv klar til at blive roastet. Så hvad skete der egentlig? Vi ser også nærmere på Radio4s lyttertal, hvor chefredaktør Nikolai Thyssen har bestilt en ny måling. Men er den reelt bedre – eller bare pynt på tallene? Derefter vender vi blikket mod en opsigtsvækkende pressemeddelelse fra Dansk Industri om topchef Thomas Bustrups spritkørsel. Den nævner én episode, men der var altså to. Og så til retssagen, der trak overskrifter: Efter et dramatisk forsøg på et fogedforbud fra Bandidos-præsidenten Koks enke har Københavns Byret nu givet grønt lys til udgivelsen af bogen. Til sidst kigger vi indad mod Berlingske Media, der tilbyder medarbejderne et nyt kursus, som koncernchef Anders Krab-Johansen beskriver som en slags “åndelig oprustning”. Men er det reel faglig udvikling – eller et pres på journalisternes habilitet? Vært: Henrik Qvortrup Medvært: David Trads, journalist og forfatter Journalist: Emilie Maja Jeppesen Gæster: Frederik Cilius, satiriker og manden bag ‘Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm’ Nikolai Thyssen, ansvarshavende chefredaktør på Radio4 Jørgen Ramskov, tidligere administrerende direktør for radiokanalen Radio24syv Camilla Marie Nielsen, krimireporter og forfatter Anders Krab-Johansen, koncernchef i Berlingske Media Producer: Frederik Riis-Jakobsen ogEmilie Maja Jeppesen Skriv dig op til nyhedsbrevet Q&CO via linket herunder. Så får du Henrik Qvortrups gennemgang af de mest diskuterede historier om medierne direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/medier/qco-kom-med-henrik-qvortrup-igennem-de-mest-diskuterede-historier-om-medierne