»Jeg synes, det er vanvittigt provokerende, at man bringer så forkerte oplysninger.«
Sådan lyder det fra den netop udnævnte beskæftigelsesminister, Kaare Dybvad Bek, i denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast, Q&CO.
Her er han i studiet, efter han har rettet en skarp kritik mod DR for at bringe en historie om en enlig mor til fire børn, der angiveligt kun har 20 kroner om måneden til mad, efter den nye kontanthjælpsreform er trådt i kraft.
Noget, der simpelthen ikke kan passe, lyder det fra Dybvad Bek, der mener, at DR med historien spreder misinformation om, hvor mange penge man i dag får på kontanthjælp.
For ifølge Kaare Dybvads tal får enlige forsørgere med fire børn 26.200 kroner om måneden på kontanthjælp – ikke 8.300 kroner, som det bliver gengivet i DR-artiklen.
I Q&CO fortæller Dybvad, hvordan han i flere uger har rakt ud til DR-journalisterne og bedt om at få indsigt i den konkrete kvindes budget.
Det har DR ikke kunnet imødekomme – ligesom de heller ikke har ønsket at stille op til interview eller rette i artiklen.
Før nu.
For efter B.T. endnu engang har forelagt kritikken for DR, har de nu valgt at lave en rettelse.
Rasmus Dam Nielsen, der er redaktionschef for DR's politiske redaktion på Christiansborg, udtaler:
»DR har siden B.T.s henvendelse igen været i kontakt med den boligsociale projektchef i Fredericia, Kasper Søstrøm Müller. Han fastholder, at udregningerne for den enlige mor til fire viser, at hun i dag blot har 20 kroner i rådighedsbeløb om måneden som konsekvens af regeringens kontanthjælpsreform. Blandt andet har hun ifølge ham et 'økonomisk efterslæb fra tidligere'.«
Dam Nielsen fortsætter: »Han fortæller, at nedgangen i hendes månedlige udbetalte beløb fra 11.500 kroner til 8.300 kroner udelukkende baserer sig på grundydelsen – altså kontanthjælpen. Tillægsydelserne har han ikke medtaget. Gør man det, er hendes udbetalte ydelse ifølge Kasper Søstrøm Müller højere,« lyder det fra Dam Nielsen, der tilføjer:
»Derfor har vi nu bragt en rettelse i den konkrete artikel. DR ville naturligvis gerne have været bekendt med den oplysning og burde selv også have spurgt mere ind til udregningerne, det nævnte beløb og eventuelt yderligere ydelser. Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at de oplysninger ikke var med fra start. Det havde været bedst for dækningen.«
B.T. har talt med Kaare Dybvad, efter DR har valgt at rette i artiklen. For ham er det en bittersød oplevelse:
»Grundlæggende synes jeg, det er bøvlet, at DR ikke fra starten tjekker deres ting ordentligt. Det er dejligt, de retter, men jeg gjorde dem opmærksom på det her for uger siden, « fortæller Dybvad, der fortsætter:
»Når man hører noget, der - i det her tilfælde - er for dårligt til at være sandt, så er det nok også sådan. Og så synes jeg, at man burde tænke sig om og bruge sin sunde fornuft, når man hører noget, der er så vildt og gakket - altså at en mor med fire børn skal leve for 20 kroner om måneden,« lyder det fra Dybvad, der afslutter:
»Men bedre sent end aldrig.«
Hør interviewet med Kaare Dybvad i denne uges afsnit af Q&CO i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

