Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen. Læs kendelsen på www.pressenaevnet.dk
Artiklen er 21. juni kl. 10:15 blevet opdateret med en kommentar fra Impact TV angående ordet »morgenpik«
Trommeslager Claes Antonsen var ikke ene om at sætte en vulgær tone i øvelokalet, som det ellers fremgår af DRs dokumentar ‘Sexisme i musikbranchen’.
For inden han fortalte sin anekdote om en kvinde, der stikker en »medister op i fissen«, fortalte sanger Katinka Bjerregaard angiveligt selv en eksplicit historie om sit eget sexliv.
Det kan journalist og vært Henrik Qvortrup fortælle i denne uges afsnit af B.T.s mediepodcast Q&CO.
»Kilder fortæller til mig, at der – forud for bemærkningen fra Claes Antonsen – er foregået noget, som ikke er med i dokumentaren. Nemlig at Katinka kommer ind og fortæller hele orkestret, at hun lige har fået så meget morgenpik, at hun ikke kan sidde ned.«
B.T. har talt med flere kilder, der var til stede i lokalet. De bekræfter, at episoden er fundet sted.
Produktionsselskabet bag dokumentaren Impact TV afviser, at Katinka konkret skulle have anvendt ordet »morgenpik«.
B.T. har også rakt ud til Katinka Bjerregaard, der i en sms svarer følgende:
»Når man deltager i Toppen af Poppen er man den lille i magtrelationen i forhold til et band, der består af mænd, der alle sammen er mindst 20 år ældre end mig og helt afgørende for, om jeg kan lykkes i den sammenhæng. Så falder man ind i den tone, der bliver slået an af dem. Det fremgår også klart af dokumentaren.«
Katinka Bjerregaard fortsætter: »Efter historien om hunden/medisteren svarede jeg, at jeg har et fiktivt punkband med en veninde, hvor jeg fantaserer om at trække min menstruationskop ud og hælde den ud over bandet. Min måde at være »en af drengene« på. Jeg har aldrig sagt noget, der seksualiserede bandmedlemmerne!«
I dokumentaren er det netop Katinka Bjerregaard, der anklager Claes Antonsen for at sætte den vulgære stemning. At hun selv har initieret den vulgære stemning, fremgår ikke af dokumentaren.
Ifølge B.T.s kilder har produktionsselskabet bag dokumentaren, Impact TV, vidst at Katinka Bjerregaard delte en eksplicit og vulgær anekdote, forud for at Claes Antonsen delte sin.
Til spørgsmålet om hvorfor dét ikke fremgår af dokumentaren, svarer producent Ole Tornbjerg følgende:
»Vi udtaler os ikke om vores dialog med enkelte kilder. Men vi har forholdt os kritisk til alle kilder. Vi har foretaget en samlet vurdering, hvor bandmedlemmets uforbeholdne undskyldning og Mastiffs egen undersøgelse – der peger på en uhensigtsmæssig kultur på produktionen – indgår.«
Denne uges medvært i Q&CO, den mangeårige journalist Reimer Bo Christensen, kalder Katinkas opførsel lige så »syg« som Antonsens. Med på en linje under indslaget er også TV 2-vært Cecilie Beck.
Lyt med fra 52 minutter inde i denne uges afsnit af Q&CO, når Henrik Qvortrup smider den nye information på bordet.
Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: