»Min første reaktion, da den her dumpede ind i min inboks, var, at jeg manglede ord.«

Sådan lyder det fra tidligere journalist på TV 2 Michael Bech i B.T.s mediepodcast Q&CO.

Her reagerer han på det anklageskrift, der i sidste uge landede i hans indbakke. For sammen med administrerende direktør for TV 2 Anne Engdal Stig Christensen er han nemlig blevet tiltalt for at have bragt skjulte optagelser af den dengang 90-årige demensramte plejehjemsbeboer Else Marie Larsen.

Du kan formentlig huske hende. Billederne af Else, der i syv minutter hænger i en kran og skriger i smerte – alt imens hun af plejepersonalet bliver presset til at lave afføring i en ble, der ligger på hendes seng – har i hvert fald brændt sig ind på nethinden hos mange af de danskere, der tilbage i 2020 så TV 2-dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden’.

Ved hjælp af skjult kamera optog Michael Bech og hans kolleger – i en periode på 16 dage – dagligdagen på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus, hvor den dengang 90-årige demensramte Else Marie Larsen boede.

Af anklageskriftet, som B.T. har set, fremgår det, at Michael Bech nu er tiltalt for »uberettiget at have udgivet og dermed videregivet meddelelser og billeder af Else Marie Larsens private forhold, som åbenbart kunne forlanges unddraget en bredere offentlighed, i det dokumentaren blandt andet viser optagelse af Else Marie Larsen i situationer, hvor der bliver taget hånd om hendes intimhygiejne herunder bleskift og hjælp til afføringsproblemer.«

Michael Bech nægter sig skyldig og i denne uges afsnit af Q&CO reagerer han på tiltalen.

»Jeg forstår simpelthen ikke noget som helst af det her, fordi vi har jo forsøgt at påpege nogle problemer, der var på det her plejehjem, og at man så får det tvistet rundt til, at det er os journalister og tv-stationen TV 2, som har stået for overgrebene på Else, det forstår jeg ikke.«

Michael Bech understreger også, at de dengang indhentede samtykke fra Else Marie Larsen selv, hendes barnebarn og værge Charlotte Ahm og andre medlemmer af Elses familie. Derudover valgte TV 2 at sløre optagelserne. Forhold, Michael Bech undrer sig over, ikke har vejet tungere i overvejelserne om at rejse tiltale.

Det er anklagemyndigheden hos Fyns Politi, der har rejst tiltalen, og selvom det endnu ikke vides, hvornår retssagen starter, har Else Marie Larsens familie sagt, at de vil komme og støtte Michael Bech, når sagen skal for retten.

»Det første, de sagde, var, at 'vi kommer ned i retten og bakker dig op',« fortæller Michael Bech.

Hør interviewet med Michael Bech en time og fem minutter inde i denne uges afsnit af Q&CO med Henrik Qvortrup – Lyt med i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Q&CO - Nyhedsbrev

Få Henrik Qvortrups gennemgang af de mest diskuterede historier om medierne direkte i din indbakke

Jeg giver hermed tilladelse til, at B.T.sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anforte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.