God sex kræver altid forarbejde. Alligevel lever myten om den spontant opståede lyst i bedste velgående. Og dén kan faktisk spolere lysten
I begyndelsen var sex fantastisk. Du tænker tilbage på tiden med høje suk og længsel, og tænker, at der må være noget galt, siden I ikke længere kaster jer frådende over hinanden.
Kan du genkende tanken? Læs med og forstå en af de absolut største myter om lyst.
Historien om den spontane lyst er en myte, der faktisk spænder ben for, at par, der har været sammen i mere end et par år, får gang i et helt naturligt lystflow.
Det er ingen hemmelighed, at lysten til hinanden er høj i forelskelsesfasen. Amerikanske undersøgelser viser, at lysten stiger med gennemsnitligt 200 pct. for kvinder og 120 pct. for mænd. Hvordan det er blevet målt, vil jeg lade være op til fantasien ...
Når jeg sidder over for par i min praksis, der har henvendt sig med et skrantende eller utilfredsstillende sexliv, længes langt de fleste tilbage til dengang, hvor lysten bare var der ’af sig selv’.
Myten
»Vi skulle ikke gøre noget.«
»Den var der bare helt af sig selv,« er sætninger, som også den kendte belgiske psykoterapeut Esther Perell møder igen og igen.
Da jeg for et års tid siden var på en af hendes workshops om begær, var den ’spontane lyst’ på dagsordenen.
Det var interessant at høre, at det faktisk er de samme sætninger og overbevisninger, der gentages hos sexologer og parterapeuter over hele verden, når det handler om lyst – eller mangel på samme.
Nemlig overbevisningen om, at lysten skal komme af sig selv – helt automatisk. Argumentet er, at det gjorde den jo i begyndelsen. Men lad os lige se den argumentation efter i sømmene.
Naturen hjælper
For det første, må man for himlens skyld ikke sammenligne parforholdet i forelskelsesfasen (0-2 år) med resten af forholdets faser. Der er stor forskel på, hvad der hormonelt forgår i forelskelsesfasen og i resten af parforholdets levetid.
I forelskelsen får vi hjælp af naturen, når forelskelseshormonerne drøner rundt i kroppen. De hjælper til at kickstarte tændingen, lysten og liderligheden og får os i bund og grund til at forplante os med hinanden, inden vi opdager hinandens fejl og mangler. Moder Natur er en snu dame.
Derudover skal man ikke undervurdere nyhedens interesse. Altså at det er et nyt menneske, som vi skal lære at kende, og som vi i forelskelseshormonernes rus har sat op på en piedestal og nærmest forguder.
For det tredje, gør vi os umage – vi gør os meget umage, for vi vil gerne vise os fra den bedste side og vælges til – igen og igen. At gøre sig til og gøre sig umage er en del af kurtiseringsprocessen, der handler om at finde en mage for livet.
Nu kommer vi så til pointen: Ovenstående er med til at sparke gang i lysten.
Når du fortæller dig selv, at lysten kom helt naturligt og spontant, og du ikke skulle gøre noget som helst for, at den var høj og B-R-Æ-N-D-E-N-D-E varm, så har du simpelthen en pinocchio-næse på størrelse med runde tårn.
For det passer ikke. Lysten kom på ingen måde af sig selv. Det er en myte.
Du gjorde en hulens masse tiltag, der fik gryden i kog.
F.eks. boede I ikke sammen. I datede. Måske så I kun hinanden hver fredag og tirsdag? Og gjorde du dig ikke umage dér? Gik du ikke og fantaserede om, hvad der skulle ske, hvad du ville gøre ved den lækre krop, hvordan det ville være at være sammen seksuelt? Købte du ikke nyt undertøj? Og var du ikke nyvasket og lækker fra inderst til yderst? Lagde du ikke rent på sengen, luftede ud, satte blomster i vaser og brugte timer foran spejlet på at finde det perfekte tøj til næste møde/date? Kort sagt: Du. Gjorde. Dig. Umage.
Og du planlagde, spekulerede og tænkte på ham/hende dag og nat.
Hvad gør du selv
Nu skruer vi så tiden tre til fem år frem. Kan du få øje på en forskel?
Lur mig om ikke svaret er et stort og rungende ’Ja’.
Når vi tager dén snak i min praksis, bliver der ofte stille. Meget stille.
Pludselig står det nemlig knivskarpt, at der er usandsynlig stor forskel på ens adfærd og på graden af at gøre sig umage, når man er trådt ud af forelskelsesfasen.
Jeg underkender ikke naturens ’hormontilskud’, men ens egen adfærd var altså også betydeligt anderledes i forelskelsesfasen. Og det gør altså en verden til forskel.
Vi skal gøre op med myten om, at lysten engang kom helt af sig selv.
For det første, fordi, det simpelthen ikke passer. For det andet, fordi myten gør dig passiv og opgivende over for den manglende lyst, du/I oplever senere i forholdet.
Men du kan sagtens gøre noget for at ændre på den. F.eks. kan du prøve at gøre dig umage igen.
Selvom bølgen af forelskelseshormoner er aftaget, kan du stadig selv styre din adfærd.
Du kan beslutte, at du hver evig eneste dag vil gøre dig umage med et eller andet i dit parforhold.
Ligesom du gjorde engang.
