Mange kvinder er optaget af alt det, de burde. Også når de har sex. Det forhindrer dem i at nyde og kunne lade op – til ALT det, de burde ... Få sexolog Maj Wismanns råd her.

Ligger du og tænker på to-do-lister, mens du har sex? Er det svært for dig at koble morgendagens opgaver fra og give dig hen til liderligheden? Skal du yde, før du kan nyde? Kan du svare ja, er du medlem af den samme klub som rigtig mange andre kvinder.

Det giver god mening. Det der med, at man skal yde, før man kan nyde: For har man lagt en god arbejdsindsats, kan man glæde sig desto mere til at høste frugterne. Den er god nok – i mange af livets forhold. Men ikke i sexlivet ...

At blive forældre for første gang er lig med ca. 37 timers ekstra arbejde, fortalte en familiepsykolog mig for nylig. Det har man undersøgt på Aarhus Universitet. 37 timers ekstra arbejde ... det er vildt.

Heldigvis skal man lægge knap så mange timer oveni med de næste børn. Men med hvert barn, der kommer i en familie, følger der ekstra timer, arbejdsopgaver og ’pligter’ til både mor og far.

Kort sagt, har du job og børn og måske et hjem, kommer du aldrig til at nyde. For du bliver aldrig, og jeg gentager aldrig færdig med at yde.

Som forældre er ’to-do-listen’ aldrig tom. Der er altid flere punkter, der kan skrives på, og der er altid ting, som man kunne gøre bedre, lægge mere energi i, eller have gjort anderledes ...

Tanker i fremtiden

Bevares, det kan være en fantastisk motivations-faktor, men hvis du konstant er i ’gøre-modus’, så du hele tiden skal handle, og ’få-noget-fra-hånden’, så er dine tanker altid i fremtiden, på alt det, du skal nå. Så får du aldrig nogensinde stoppet op og får tid til at klappe dig selv på skulderen over alt det, du faktisk har nået allerede. Du går bare videre til næste punkt på listen.

Hvad har det med dit sexliv at gøre?

Det har alt med sexlivet at gøre. Hvis du konstant føler dig ’bagud’ på point i forhold til at yde, før du kan nyde, og hvis du samtidig har en lettere udløst stressrespons p.g.a. alle de ting, du føler, at du ’burde’ have nået, men ikke fik gjort – hvad tror du så, det gør ved din evne til at sige ’ja, tak’ til invitationen til erotik? Hvad tror du, det gør ved din evne til at koble hovedet fra og nyde at modtage og give erotiske berøringer? For ikke at tale om din evne til selv at mærke din egen spontane lyst, når du kommer i seng?

Bingo ... det er alt sammen ’ikke eksisterende’.

Træk håndbremsen

Stressrespons udløses i det sympatiske nervesystem, det vil sige det modsatte nervesystem af det parasympatiske nervesystem, der får dig til at slappe af.

Hvis du ikke må nyde, før du yder, men aldrig bliver færdig med at yde, så vil du sjældent kunne sige ja tak til en omgang velfortjent rendyrket erotisk ’given-sig-hen-nydelse’.

Hvis dit hoved er overophedet med tanker og ’næste-punkt-på-dagsordenen’, så bliver signalerne fra din krop ofte overdøvet, og din helt naturlige, spontane sexlyst vil automatisk blive ’nedtonet’ og bliver svær at mærke, lytte til og handle på.

Lad mig her introducere et andet fint, gammelt ordsprog, som man med fordel kan benytte sig af: ’Alt med måde’.

For du skal lære at trække i håndbremsen. Du skal ikke altid udføre x antal pligter, før du kan sætte stikket velfortjent i opladeren og nyde at lade op. Du er nødt til at indlægge velfortjente pauser. Selv en Formel 1-bil skal altså i pitstop og have tanket olie, benzin og vand på før næste omgang, ellers brænder den sammen. Det samme gælder dig. Dine pauser er velfortjente, uanset hvor mange punkter der er tilbage på din mentale liste, og du har fortjent at mærke nydelsen i din krop. Du er skabt med den, fordi du skal bruge den.

Skal du absolut have to-do-listen med i seng, så skriv på den: ’Nydelse til mig og nydelse til dig’ – og slip så resten af punkterne.

Det kan være hulens svært de første mange gange, men giv dig selv hen til at nyde – alt det du kan – i soveværelset.

  • MAJS Tip:  Skal du absolut have to-do-listen med i seng, så lad der stå ’Nydelse til mig og nydelse til dig’ på den.