Er du i tvivl om, hvorvidt din partner har været utro? Eller om du har? Diskuterer I, hvor grænsen går? Bliv klogere på, hvordan utroskab kan defineres. Få sexolog Maj Wismanns råd.

»Du er utro!«

»Nej, jeg er ej.«

»Jo, du er.«

»Hold nu op, DET var ikke utroskab. Det er jo dig, jeg elsker!«

»Selvfølgelig var det utroskab. Ville du ikke selv synes det, hvis det var mig, der havde gjortm hvad du gjrode?«

En klassisk scene fra et dansk parforhold, hvor utroskaben har listet sig ind.

Eller har den?

For findes der egentlig en definition af, hvornår man overskrider grænsen og bevæger sig ind i utroskabens land?

Lad os begynde med at slå én ting fast: At være tro betyder, at man er tro mod sin partner. Altså, at man er tro over for dét, man har lovet hinanden, har aftalt o.s.v. At man kan stole på hinanden, og at tilliden ikke er sat på prøve.

U-tro betyder det modsatte. Altså, at man ikke længere er tro mod dét, man har lovet hinanden, det man har aftalt, og at tilliden dermed er brudt.

Grænsen for utroskab hænger altså nøje sammen med de løfter, I har givet hinanden.

Lever man i et aftalt åbent parforhold med definerede rammer og regler for at kunne ’lege’ med andre, er det f.eks. ikke utroskab, når man er sammen med en anden. For man er stadig tro over for sin partner og de regler og aftaler, man sammen har indgået.

Hvor mange er utro?

Omkring halvdelen af alle danske ægteskaber, ender i et brud. Omkring halvdelen af brudene udløses af utroskab, viser undersøgelser. Og det er kun ægteskaberne. Alle de parforhold, der brydes p.g.a. utroskab, er ikke med i tallene .

Det er med andre ord svært at leve i Danmark uden at opleve utroskab – på et eller andet tidspunkt.

Det helt store problem med utroskab er, at selvom det i dén grad er med til at splitte parforhold, så er det sjældent noget, vi rigtigt definerer, før vi står midt i det.

Og da er det ofte for sent. Så ER der sket en skade, og så ER der én, der er blevet såret.

Når først ens grænser er blevet overskredet, bliver definitionen til gengæld diskuteret til hudløshed, og de diskussioner er rædselsfulde, ødelæggende og nedbrydende. De fjerner fuldstændig fokus fra det faktum, at den ene part er blevet såret.

Et ’sår’ der ikke bliver healet ved at diskutere om dét, der er sket, er utroskab eller ej. Tværtimod.

Vis mere

Mennesker er forskellige

Da utroskab handler om, hvornår DINE grænser bliver overskredet, er det vigtigt at få sat ord på disse grænser helt fra start. For vi mennesker er forskellige. Dét, den ene definerer som utroskab, er ikke nødvendigvis utroskab for den anden, og får man ikke tjekket det af med hinanden, vil det nok ende med, at én af jer bliver såret.

Går du i seng med en anden end din partner, er der selvfølgelig sjældent tvivl. Så er det utroskab – medmindre I hører til den gruppe af mennesker, der synes, at det er ok at gå i seng med en anden, så længe det bare sker i et andet land og med én fra en anden nationalitet.

Eller fra en anden by, eller et andet køn ... Og er oralsex egentligt utroskab? Kan du se, hvad jeg mener?

Og hvad med kys, kinddans – eller flirtende sms’er uden at der nogensinde sker et fysisk møde, er det utroskab?

I er nødt til at tale om det, før det sker.