Julemåneden er en dyr måned i de fleste danske hjem. Derfor kan man i januar vælge at spare en smule på vinbudgettet.

Jeg anbefaler således i denne uge vine på Bag-in-Box. Disse vine, som i de senere år er steget i kvalitet, sælges normalt i treliters kartoner, det samme som fire almindelige flasker. Men prisen for en karton svarer ofte til tre flaskers pris. Altså får man den fjerde flaske ’gratis’.

Udover at spare penge skåner man miljøet. Fremfor at sende vinen fra oprindelseslandet til Danmark i tunge glasflasker, fragtes ’karton-vinen’ hertil i store skibscontainere og aftappes her i landet.

Men køb ikke for stort ind. BiB-vine har en kortere holdbarhed end vin på flaske, men holder sig dog frisk i cirka et år efter tappedatoen.

Når man så har taget hul på vinen, kan vinen fint holde sig i fire til seks uger i køleskabet.

Tim Vollerslev tester i denne uge otte Bag-In-Box-vine


Chardonnay, South

Eastern Australia. 13 pct.

4 ud af 6 stjerner

  • Kommentar: Blød og fyldig hvidvin, god, lang, rund frugtsmag af modne ferskner, lidt sødme fra tørrede abrikoser og et behageligt strejf af citrusfrugt.
  • Velegnet til: Serveres v. 6 gr. til modne oste, pasta m. rejer eller medium krydrede retter af stegt fisk eller kylling.
  • Pris pr. 3 liter BiB: Kr. 99.
  • Forhandler: Aldi tlf. 8880 3500. www.aldi.dk

2016 Viña Esmeralda

Mediterranean Classic, Familia Torres, Catalunya, Spain. 11,5 pct.

5 ud af 6 stjerner

  • Kommentar: Fyldig, behageligt halvtør, dejlig, aromatisk hvidvin af druerne muscat og gewürztraminer, lang, lækker smag af fersken, mangofrugt, lidt konfiteret ananas og et frisk strejf passionsfrugt.
  • Velegnet til: Serveres v. 6 gr. til krydrede tapas, pizza eller krydrede thainudler eller bbq-grillet kylling.
  • Pris pr. 3 liter BiB: Kr. 189. Tilbud 30.12.-31.12. kr. 139.
  • Forhandler: Kvickly tlf. 4386 4386. www.coop.dk

2015 Chardonnay Viognier

Chateau Tanunda, South Eastern Australia. 13 pct.

5 ud af 6 stjerner

  • Kommentar: Behageligt tør og aromatisk, medium fyldig hvidvin, lækker, rund, men også frisk smag af modne nektariner, lidt abrikoser, citrusfrugt og lidt marcipan. Rigtig godt tilbud.
  • Velegnet til: Serveres v. 6 gr. som aperitif eller til fast ost eller medium kraftige retter af stegt fisk, skaldyr eller kylling.
  • Pris pr. 3 liter BiB: Kr. 199. Tilbud uge 52+1 kr. 149.
  • Forhandler: Føtex/Dansk Supermarked tlf. 8930 3030. www.foetex.dk


2015 Scala, Rosso, IGT.

Veneto, Italy. 13 pct.

4 ud af 6 stjerner

  • Kommentar: Lækker, fyldig og saftig rødvin, let krydret og med blød frugtsmag af modne mørke bær og lidt søde svesker.
  • Velegnet til: Serveres v. 16 gr. til pasta m. kødsauce, kraftige og gerne krydrede retter af oksekød.
  • Pris pr. 3 liter BiB: Kr. 159,95. Tilbud uge 52+1 kr. 129,95.
  • Forhandler: Meny & Spar/Dagrofa tlf. 7233 1500. www.meny.dk


Viña Tarapacá, Cabernet

Sauvignon - Merlot, Valle Central, Chile. 13,5 pct.

5 ud af 6 stjerner

  • Kommentar: Harmonisk kraftig rødvin, tæt, lækker og halvtør, let krydret smag af modne solbær, blommer, krydderier, lidt peber og vanilje.
  • Velegnet til: Serveres v. 15 gr. til gryderetter eller kraftige retter af oksekød eller lam.
  • Pris pr. 3 liter BiB: Kr. 199,75. Tilbud uge 52+1 kr. 169,95.
  • Forhandler: Skjold Burne Vinhandel tlf. 4345 1422. www.skjold-burne.dk

2016 Heavy Duty, Zinfandel

Vino Rosso, IGT. Puglia, Italy. 14 pct.

5 ud af 6 stjerner

  • Kommentar: Fyldig og let krydret rødvin, lækker, saftig, harmonisk, rund frugtsmag af modne mørke kirsebær, modne brombær, blommer, mokka, urter, lidt peber, toast og egetræsvanilje. Supergodt køb.
  • Velegnet til: Serveres v. 16 gr. til pasta m. kødsauce, gryderetter eller kraftige retter af lam eller oksekød.
  • Pris pr. 3 liter BiB: Kr. 169.
  • Forhandler: Min købmand/Bedre Vine tlf. 3613 0060. www.minkøbmand.dk

2016 Barbadillo, Tempranillo –

Merlot, The Bullseye Wine, Spain. 13,5 pct.

4 ud af 6 stjerner

  • Kommentar: Frugtrig og behagelig, medium fyldig rødvin, god, let krydret smag af kirsebær, modne mørke bær, lidt urter og toast.
  • Velegnet til: Serveres v. 16 gr. til pasta m. tomatsauce, tapas eller medium krydrede retter.
  • Pris pr. 3 liter BiB: Kr. 122,75.
  • Forhandler: Rema 1000/Geia Food a/s. www.rema1000.dk

Dimazzo, Primitivo, IGT.

Puglia, Italia. 13,5 pct.

4 ud af 6 stjerner

  • Kommentar: Behageligt krydret og fyldig rødvin, lækker, saftig smag af modne mørke bær, blommer lidt søde rosiner, peber, krydderurter, mokka og mørk toast.
  • Velegnet til: Serveres v. 16 gr. til krydrede og kraftige retter af grillet oksekød, gryderetter eller lammekød.
  • Pris pr. 3 liter BiB: Kr. 199,95.
  • Forhandler: Udvalgte Meny/Hans Just tlf. 3526 7200. www.hansjust.dk